De tyske metalcore-konger sætter milepæl med deres tiende album

Caliban anno 2016, og det er stadig sehr gut!

De tyske vildmænd har været særdeles leveringsdygtige, siden deres første album udkom tilbage i 1999. Lyden har forståeligt nok ændret sig siden, men ellers har de stort set fulgt den samme opskrift de sidste mange år, og hvorfor også ændre på noget, der virker? Gravity skulle dog fortælle en mere dyster historie end hidtil - om at bekæmpe indre dæmoner, om tab og om afhængighed.

Indhyllet i mørke, også på tysk

Caliban har for vane at starte hårdt og brutalt ud på åbningsnummeret, hvorefter tempoet sænkes lidt, men snart sættes op igen. Forventningerne til dette album er også intakte ved første nummer ”Paralyzed”, som dog ikke starter lige så tempofyldt, som bandet plejer, men mere hårdt og med en masse melodiske passager. Nummeret har dog været ude et stykke tid, og jeg har haft tid til at lytte det igennem nogle gange, for ved første afspilning var jeg langt fra imponeret, men det er dog et fedt nummer, som vokser med tiden, når man får historien fra hele albummet med. Der bliver i den grad rådet bod på det manglende adrenalinskud med nummeret ”Mein Schwarzes Herz”, der kommer som skudt ud af en kanon, og ja, som titlen antyder, så er sangen på tysk. De har luftet det tyske sprog et par gange før, og dette album er ingen undtagelse. Jeg synes dog, at de slipper rigtig godt af sted med det på denne sang, som også er et af de fedeste numre på albummet. Og så kræver det ikke en kandidat i tysk for at forstå og mærke stemningen i teksten.

Der er ingen tvivl om, at de har taget det tunge skyts i brug, og det kommer også til udtryk på samtlige numre! Det er virkelig guf for en metalcorefan. Der bliver spillet på samtlige tangenter på tempoklaveret, men der er stadig plads til melodiske omkvæd og sågar en guitarsolo. Et godt eksempel er nummeret ”Walk Alone”, der favner alle de elementer, man kunne tænke sig. Det gode ved denne genre er, at det ikke kan blive for vildt, men snarere for poppet, og det er der heldigvis ikke meget af på dette album. Skulle man alligevel synes, at det går lidt for hurtigt for nakkemusklerne, så er der også tænkt på det. Det mere poppede nummer ”brOken” sætter aggressiviteten ned og det melodiske op. Det er også en af de mere positive sange, som er at finde i den mørke tjære, som indhyller dette album.

Deutchland über alles!

At albummet skulle være mere mørkt end hidtil, må man give dem ret i, og forsanger Andreas Dörner formidler de mørke tekster til perfektion. At man med maksimalt to års mellemrum stadig kan kreere så tonstunge og fede numre på sit tiende album, det er godt gået.

De har ikke været ude og proklamere, at albummet er deres bedste til dato, og der har de været for beskedne. Hvis man kunne lide Ghost Empire, så vil man helt sikkert elske Gravity, som jeg personligt synes er bedre. Man vil med andre ord ikke blive skuffet, hvis man er fan af Caliban, det er simpelthen umuligt. En milepæl er nået med deres tiende album, og de slår fast, at de er de ubestridte konger af metalcore i Tyskland. Deres landsmænd i Heaven Shall Burn kan ikke følge trop med dem på nuværende tidspunkt i hvert fald.