Så blev det tid til klappedask!
Kan vi finde en barbermaskine, så truckerskægget kan komme af igen?
Jeg ser det for mig: I en hæsblæsende tid med permanent overtræk på kontoen, mere eller mindre nådesløs billedstorm af glinsende mennesker, der svømmer i egen succes og en snigende fornemmelse af, at opløsningens spøgelse driver om i Europa, er det fristende at falde tilbage gennem rockens historie for at finde en sutteklud, der kan lindre uroen. Vi skal tilbage til dengang, hvor truckerskæg, langt, uglet hår og navledyb udskæring i en stram, farverig skjorte var påkrævet, hvis man ellers ville sikre sig adgang til at være blandt de særligt bemærkede.
For anden gang på under en måned lytter jeg til en plade, der ubønhørligt vil tilbage i tiden. Endnu en aflægger af Ghost, Luciferian Light Orchestra og hvad der ellers er af classic rock-outfits. For slet ikke at nævne sidste uges anmelderoffer, Hexvessel.
Men nu stopper festen. Brimstone Coven viser ikke den rå musikalitet, eksperimentlyst eller det blændende sangskrivertalent, der skal til for at klare cuttet.
Husker I Can og The Stooges?
Jeg minder om Can for at gøre opmærksom på, at analoge midler sagtens kan føre lytteren helt ud i outer space. Det ligger ikke nødvendigvis i enkel og gammeldaws instrumentering, at musikken skal være så nedbarberet, så flad og så intetsigende, som i tilfældet med pladen Black Magic. Jeg kan også undre mig over, om Black Sabbath og Deep Purple - eller Rush for den sags skyld - virkelig lød så nedbarberede dengang i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Efter en tur i arkiverne og en salig aften fuld af gensyns glæde kan jeg rapportere, at det ikke er tilfældet. Heller ikke urpunkbandet The Stooges lød så kedelige. Der var både vræl, bas, der kunne mærkes, og vildskab.
Sangene og idéerne mangler
Overskriften siger det hele. Hverken de enkelte sange eller de spredte, gode idéer får Black Magic ud over scenekanten. Mest skuffende er det næsten, at det bedste nummer, ”As We Fall”, hugger en i øvrigt meget smuk riffstruktur og klang fra Marilyn Mansons endnu bedre nummer, ”Third Day Of A Seven Day Binge” fra skiven The Pale Emperor (2015). Black Magic får dog det fjerde kranie for soloen i ”As We Fall”.
Fanget i blødhed er bandet dog. Det er ikke i sig selv cool at spille nedbarberet, nedstemt og nedtonet - der skal altså sange og idéer til. Ellers går det ganske enkelt galt. Numrene ”Slow Death” og ”Black Unicorn” er dog ret fængende med et fint sving og en fed feel, så de kan jo sagtens. Brimstone Coven skal nok bare give lidt mere slip på soft rockens konventioner og komme i tanke om, hvordan deres musikalske forfædre faktisk lød, i modsætning til hvordan bandet tror, de lød.
