Nationalgenren
Hvis der er noget, vi absolut ikke har mangel på i Danmark, er det dødsmetalbands. Tænk bare på de gamle koryfæer som Illdisposed og Dawn of Demise eller de nyere darlings som Baest og Wayward Dawn. Men nu har vi altså endnu et, nemlig Bound Hands. Kvintetten består af erfarne herrer – ja, faktisk spiller bassist Kasper Petersen også i førnævnte Wayward Dawn, guitarist David Hernan kender vi fra Solbrud, og Andreas Truelsen slår også sine folder i Plaguemace. Og med en ep så skøn som den eponyme Bound Hands kan jeg faktisk godt tilgive drengene, at de spiller en genre, som vi gudhjælpemig har hørt en gang eller to før.
Lidt godt til øret
For selvom det hverken er genremæssige nybrud, musikalske krumspring eller tekniske eksperimenter, der foldes ud i løbet af ep’ens fire numre, er det gedigent håndværk i det store hele. Genremæssigt praktiserer bandet en ækel form for dødsmetal, som vi for eksempel kender den fra nu hedengangne Gorefest. Ja, Bound Hands lyder omtrent lige så frastødende, som deres pladecover ser ud. Og dog. For selvom bandet uden tvivl kan sin kloak- og kælderdødsmetals-ABC, formår de fem herrer heldigvis at tilføje en række fængende riffs, fede grooves og ikke mindst en vokalside, der er både voldsom og varieret: Mens Truelsen fører an med klassiske dødsgrowls, suppleres han flere steder af Hernans skrig og Petersens grindcoreagtige stemme. Produktionen er desuden tæt på at være lige i øjet: på ingen måde poleret, men dog varm og fyldig. Det er en hårfin balance, og bandet, som i øvrigt selv har stået for indspilning, er nået flot i mål med det.
Åbningsnummeret ”Caveman A.D.” tager ingen gidsler, og efter bare fire hastige slag på trommen stemmer forsanger Truelsen i. Vokalen er voldsom og overbevisende, guitarriffene solide, og bassen er placeret dejlig langt fremme i mikset. Nummeret er med sine knap seks minutter og tyve sekunder nok lige to minutter længere, end det kan bære – men fedt lyder det. ”Crypts of Mutiny” følger trop med lækkert trommespil og endnu en glimrende vokalpræstation, ”Dismembered at the Altar” imponerer med stærkt guitararbejde, og ”Lord of the Swine” groover indimellem rigtig fedt, men står ultimativt svagere end sine tre forgængere – gid bandet havde holdt fast i det indledende groove og bygget videre på det i stedet for at lade nummeret glide ud i kaos og ufokuserede vokalpassager.
Ja tak!
Kan du lide din dødsmetal grumset og gammeldags, men ikke helt så klam som Defecate og ikke helt så tung som Imperious Mortality, så er Bound Hands måske et meget godt bud. Bandet viser i hvert fald, at det har masser at byde på – både når det gælder vokaler, instrumenter og produktion. Det er tungt og tonsende, men uden at blive monotont og fuldstændig hovedet-under-armen-dumt. En fornøjelig ep og et band, vi nok kommer til at høre mere til.
