Søren Ryge-metal

Musikalsk originalitet er nok en uopnåelig drøm, så hvad gør man, hvis man ikke vil ligne alle de andre i klassen? Jo, man finder et tema så niche som muligt, ifører sig en fjollet hat og inddrager et mindst lige så fjollet instrument – og vupti, så har du Botanist! Denne mildest talt særprægede kvartet har siden debuten med det mundrette navn I: The Suicide Tree/II: A Rose from the Dead sunget om planter, økologi, fotosyntese og miljøet. Ikke just emner, man normalt forbinder med metalmusikken, så point for det. Nu er disse Søren Ryge-metallere fra San Francisco (selvfølgelig er de fra San Francisco!) så klar med deres 12. album – ja, du læste rigtigt: 12. album – siden 2011! Ambitionerne har altid været enorme hos de fire botanikere, men der skal mere end enorme armbevægelser og et herbarium til at imponere denne anmelder – eller skal der?

Imperial Triumphant tager på højskole

Udover plantetematikken er det, der kendetegner Botanist, at der ikke er så meget som én eneste guitar med i projektet. I stedet benytter de sig af det såkaldte ”hakkebræt” – hvilket på papiret lyder både spændende og innovativt. I praksis lyder det nøjagtigt som en guitar, og hvis ikke man vidste, at der altså var tale om et helt andet instrument, så ville man enten aldrig tænke over det eller antage, der blev brugt en pedal eller lignende nu og da. Ergo ender denne sjove ide med at være en meningsløs gimmick. Stilistisk befinder Botanist sig i et absurd grænseland mellem Radiohead, Tame Impala, Imperial Triumphant og Deafheaven. Det ene øjeblik er der flødeskønsang og indierytmer, det næste growl og basdrevne riffs – og igen: Dette konstante skift mellem lys og mørke kan sagtens fungere, og de to modsætninger kan nemt blandes og skabe smuk, smuk kunst. Men det er bare ikke tilfældet her, for ligesom med hakkebrættet så sidder man som lytter med følelsen af, at det hele bare er et lidt plat trick for at få opmærksomhed. Det er ikke, fordi musikken er dårlig, eller at de er dårlige musikere – bestemt ikke. Men sangskrivningen er simpelthen ikke på et niveau, hvor man bliver fanget ind i bandets musikalske univers. Trods de mange originale ideer og indslag føles musikken nemlig aldrig original. Det er for nemt at udpege, hvem de lyder som, og hvornår de gør det. Det virker mestendels som en kompilationsskive, nogen har brændt hjemme på kontoret, bestående af numre lavet af de føromtalte artister.

Det mest imponerende ved Paleobotany og Botanist – sådan helt generelt – er, at de formår at skabe noget så kedeligt og strengt taget banalt, når nu de ellers har tænkt så meget ud af boksen, som de har.

Prætentiøst på den ufede måde

På papiret er Botanist et ekstremt spændende band, der emmer af nytænkning og kreativitet. I virkeligheden er det endnu et hipsterensemble fra avocadotoastens hjemstavn, der forsøger sig med at blande avantgardismen og blackmetallen. Allerede der burde man indse, hvor håbløst uoriginale de egentlig er. Det er prætentiøst – og ikke på den fede måde. Er Paleobotany en elendig omgang makværk? Næ, men ironisk nok kan det ikke engang bruges som gødning.