Kaotisk elektrometal bliver til hård teknofest.
Det antiliberalistiske band Borg 64 stammer fra byen Luleå i Sverige og de har i år udgivet deres første EP Anywhere But Here, som rigtigt vil rode rundt med hovedet. De spiller en form af hardcore punk blandet med kaotisk elektro. Det startede ud i de sene 90’ere, men lysten til hårdere vokaler og guitar blev stører, så det endte med fuldstændig at skifte stil og endte med at blive til Borg 64.
Den kaotiske sammensmeltning af elektrolyde og punk starter ud med nummeret ’’Death To False Power Chords’’. Det første halvanden sekund er mærkelige lyde, der minder en del om 8-bit, men det går hurtigt over i hård metal. Det hele virker lidt rodet, for mens den skingre guitar og de rå vokaler kører derud af, er der et kæmpe lydmæssigt rod af forskellig mix’s af elektro og trommelyde og man bliver helt forvirret af at lytte til det. Næste nummer er ’’Late Night At Quarks’’. Den starter ud med det, der ligner boogie rytmer, men går hurtigt over i elektropunken. Ligesom ’’Death To False Power Chords’’ er den en del rodet. Man kan snart ikke kende forskel på instrumenter og elektrolyde, og alle elektrolydene forekommer ens. Men både ’’Death To False Power Chords’’ og ’’Late Night At Quarks’’ har enkelte stille stunder, hvor man kun hører trommer og bass, hvilket kan være lidt behageligt, men det bliver hurtigt ødelagt af elektro-rodet.
’’Judge Jury Executioner Talkshow Host’’ skiller sig heller ikke ud, hvis man ser bort fra, at det har et kort stille elektronisk stykke i starten, som sådan set er ret dejligt (hvis man da er til den slags). Hastigheden er heller ikke på et så højt tryk som de andre, så rytme og melodi er lettere at lytte til, men det bliver stadig en smule rodet. Det sidste nummer ’’Luleå’’ er mere rocket en de andre, teksterne er lettere forståelige, hvilket gør nummeret lidt behageligerer for trommehinden. Den har en mere fast rytme og form, og den forekommer som en god sing-a-long-song.
Anywhere But Here er et tungt album, men ikke rigtig metal, man ville nærmere kunne høre det til en hård rave eller lignende teknofester. Det hele virker ikke ordentligt sammensat og mindes nærmere om en rodekasse, hvor man har slået sten-saks-papir om, hvem der får hvad. Stilen minder meget om bandet Design The Skyline’s, som også har fået stor kritik fordi det var for rodet og kaotisk. Anywhere But Here bliver derfor alt for banalt og kedeligt, hvilket gør at musikken mister dens politiske budskab. Det eneste nummer der er bare nogenlunde værd at lytte til, er nummeret ’’Luleå’’.
