Ilden tændtes i 70’erne
Når bandnavnet Bonfire nævnes, vil læseren nok enten nikke genkendende til det klassiske tyske heavy band eller være fuldstændigt på herrens mark (som denne anmelder var inden anmeldelsen). Den letteste introduktion ville være en sammenligning med danske Pretty Maids, amerikanske Aerosmith eller irske Thin Lizzy. Så er første kant i referencerammen sat, og det kan dertil tilføjes, at bandet har eksisteret siden 1972 – tidligere under navnet Cacumen. Det er dog, som i Thin Lizzys tilfælde, kun en guitarist, der har overlevet siden firserne, og bandets nu 17. album er andet album med den i konteksten unge sanger, Alexx Stahl. Det moderne line-up har været på plads siden 2015, og bandet har på trods af reinkarnationen beholdt det gamle navn, Bonfire. På 2017s Byte the Bullet fik vi en præsentation af de fem tyskeres nye sound på et noget klichéfyldt album. Temple of Lies kunne med sine mere alvorlige sangtitler og sit helstøbte koncept få ekstra kraft i den nye magi.
Faklen holdes højt
Det første man møder, når Temple of Lies sættes på, er en episk, to minutter lang introsang, der med sine hurtige og maleriske guitarmelodier pisker forventningerne op. Introen går på stemningsfuld vis over i hovedriffet i titelnummeret ”Temple of Lies” – og stemningen fortsætter hele første nummer igennem. Det er velskrevet og i stil med den musik, der har været grundingrediens for Pretty Maids’ revival de seneste 10 år. Det kører for Bonfire, men intensiteten forsvinder dog desværre allerede med det næste nummer, ”On the Wings of an Angel”. Sangen er ganske velskrevet, men kommer lidt upassende ind efter det energiske titelnummer og hiver tempoet ud af pladen. Lidt gang i den kommer der igen med ”Feed the Fire (Like the Bonfire)”, der dog lyrisk er relativt uinteressant. Desværre tegner billedet sig herefter hurtigt for resten af albummet, da den ene powerballade efter den anden lyder ud af højtalerne.
Der bliver ikke sparet på balladegenren. Først får vi tre sange i episk, storladen Avantasia-agtig stil i ”On the Wings of an Angel”, ”Fly Away” og den lidt hurtigere ”Stand or Fall”. Dertil kommer tre powerballader mere i de langsomme, dybtfølte ”Coming Home”, ”I’ll Never Be Loved by You” og ” Crazy Over You”, der præserverer bandets klassiske 80’er lyd, og samtidig trækker tråde til Bon Jovi og Pretty Maids. De fleste af sangene er individuelt ganske ørefængende, men tilsammen kommer balladerne til at fylde alt for meget. Bonfire er et band, der allerede har utallige sange, der kan bringe lighterne frem blandt publikum; de har ikke brug for at fylde over halvdelen af Temple of Lies med tempoudtrækkende numre, når de med titelnummeret har vist deres potentiale for at skrive mere interessante numre.
”Love the Way You Hate Me” giver os lidt tempo til sidst, men lyrikken er kedelig og genbrugt. For, at det ikke skal være nok, skal vi også lige høre den mest melankolske af balladerne igen som et akustisk nummer. ”Coming Home” er et rigtigt fint balladenummer med en velskreven lyrik, men den kommer desværre til at stå som symbol på det, der for mig at se er albummets største svaghed. Herefter får vi et absolut what the fuck-moment i form af tilfældigt mixede citater og lydstumper på den næsten 20-minutter lange ”Friedensreich II”, der vist kræver en helt speciel tysk humor af lytteren – og ellers virker absurd og malplaceret.
For mange lejrbålssange
Albummets opbygning har fået en hel del kritik i denne anmeldelse, og konklusionen må være, at Temple of Lies indeholder mange lækre, velskrevne 80’er-anthems, der spilles med en fornyet lyd og energi, men at den langt fra kan opnå samme fornyede relevans som eksempelvis Accept og Pretty Maids har gjort det. Der bliver simpelthen spillet for meget på nostalgi og lettilgængelige koncepter, til at pladens ellers store potentiale bliver udlevet. Næste gang må der meget gerne komme flere sange som pladens to første – og ellers kan metalverdenen sagtens klare sig med den enorme mængde af ensartede powerballader, der allerede er skrevet. Temple of Lies ender derfor på seks kranier, selvom sangskrivning og lyd ligger højere oppe på skalaen.
