En kasse til Bo?
I kassen gemmer sig en trio fra Trondhjem. De er ret ukendte, bortset fra at de har varmet op for Metallica i Kjøwenhavn. De varmede faktisk op på hele tournéen, og derfor fik kanalen her øje på dem. Nordmændene er efterhånden stamgæster hos heavymetal.dk. Vi har rost truppen hele vejen gennem diskografien, men desværre slutter den venlige tone her, hvor tanken løber tør for drømme.
Aaron Giles?
De tre hårde rockere har ellers gjort det godt og har forstået at overraske. Debuten var ikke sindssygt stærk, men nummer to, Crimson Riders, bød på et kreativt tænkende band, der stillede sig bredt skrævende med en fod i rock, heavy og … Norge. De fik endda flettet en saxofonsolo ind. Forrige album lobhudlede vi også, men det havde tendenser til at køre det kommercielle japanske lyntog helt til grænsen. Her i 2024 krydser toget grænsen, hvor drømmene er løbet ud.
At åbne albummet med en titel som ”The End Starts Today” kan i anmeldersammenhæng lyde profetisk. Åbneren er solid, men de efterfølgende, ”Garden of Heathen” og ”Straight Edgelord”, påviser alvorlige fejl. Vokalmelodierne i ”Garden of Heathen” er velkendte og uoplagte. Heldigvis er riffet ret stabilt og en god modvægt mod melodiernes Volbeat-bøllehat. Råbevokalen udføres på en facon, der skriger OFFSPRING!!!! Og ”Straight Edgelord” maser en kort dødsmetalfigur ind lige inden et britisk 70’er-punkbreak. Det er som at tilberede æg i en mikroovn.
Det er meget passende, at Red Fangs Aaron Beam gæsteoptræder på ”Bradford Death Squadron”. Bokassas Jørn Kaarstad lyder de facto som et mix af Beam og hans makker, Bryan Giles, hvis stemme faktisk minder en del om Lemmys. Det burde være en opskrift på jublende succes, men ender i et mix af råb og skønsang, der som nævnt ligger i Offspring-land. Hvor musikken på hele albummet ligger. Faktisk er Bokassa på all out of dreams ved at degenerere til ren bøllerock. Eller rettere, ballerockvejen. Det er svært at undgå at nævne Volbeat, men jeg skal gøre et ærligt forsøg.
Albummet igennem kører bandet i midttempo, numrene har en længde mellem tre og fire minutter. Fraset albumlukker ”Crush”, som er længere, men ikke knusende. ”Crush” samler dog endelig stonerrocken op med en langsomt ulmende bluesinficeret Hetfield-intro, og selv omkvædet finder Bos fine kasse frem igen. Vokallinjerne er tæt på Machine Heads Robb Flynn, når han skal lyde deprimeret og tænksom, og Kaarstad har en god vokal, når han ikke råber alle nuancer væk.
”No More Good Days” har stortrommefræs og øger tempoet væsentligt. God punkrock, indtil det obligatorisk fortærskede omkvæd. Desværre byder albummet også på skæringer som titelnummeret, ”Gung Ho” og ”Let’s Storm the Capitol”. Sidstnævnte er ren ballerock, hvis svulstige refræn er overdænget med klichéer, ditto med selve kompositionen. Komposition er faktisk et alt for flot ord i denne sammenhæng.
Til Norge? Så hellere Portland
Jeg er ked af det, for der er langt til tidligere tiders håndværk. Det er helt forkert at kalde Bokassa det norske svar på Red Fang. Sæt Red Fangs Arrows på, se bort fra den uheldige produktion, og bemærk, hvor stort spænd der er i dynamik, atmosfære, rytme og sangstrukturer. all out of dreams sover slet ikke tungt nok til at nå til det drømmeland, hvor den slags sange opstår. De 90’er-melodier, bandet dagdrømmer sig til, har ikke den styrke, som datidens store leverede. Eller som Portlands røde stødtænder gør det.
