Den glemte duo

Trods The Body har eksisteret siden 1999, og været yderst produktive, så har ingen af deres udgivelser fået en anmeldelse fra os. Dels skyldes det, at duoen, trods stor anerkendelse i undergrundsmiljøet, virkelig er et eksperimenterende og særegent band, og dels fordi vi aldrig har modtaget noget fra dem. Dette gør vi dog op med nu. Duoen har lavet et utal af samarbejdsplader og det blandt andet med kunstner som Full of Hell, Thou og Big | Brave. Denne gang er det den eksperimentale DJ, Dis Fig, fra Berlin, som de har lavet et album med. Samarbejdet mellem The Body og Dis Fig har i år gæstet både Radar og Lasher Fest, hvor de spillede den nye plade. Så hvordan lyder det mon egentligt, når en eksperimental noisy-sludge doom-duo samarbejder med en eksperimentel DJ, og hvem skal mon egentligt stå for vokalen?

Efterspillet til verdens undergang

Dis Fig med det borgerlige navn Felicia Chen har taget vokaltjansen på dette samarbejdsværk. Hendes vokal væver tråde til den eksperimenterende goth-dronning Chelsea Wolfe og den utraditionelle, populære islænding Björk. Dette er krydret med, at Dis Fig bruger skrig som en baggrundsatmosfære, der spiller op af The Bodys pirrende og destruktive lydbillede, hvor tunge industriale rytmer, moduleffekter og synth ofte pryder lydfladen. Det er som at være inviteret ind til en meditativ post-apokalyptisk seance, hvor man sidder og stirrer ud af vinduet på en verden, som er gået i forfald, og man ved, at livet er på lånt tid, for enden er rundt om ethvert hjørne. En anden måske mere jordnær sammenligning kunne være danske John Cxnnor, hvis man fjernede de tunge beats og tilføjede et ordentligt læs støj, for det er i høj grad det lydlandskab, som ligger bagved musikken.

Trods det støjende, uperfekte og eksperimentale, så er der også smukke momenter på albummet som skæringen ”Dissent, Shame”. Her er det store modulære elektroniske lydflader tilføjet et læs grus i maskinrummet, som hersker. Dette krydres med en meget langsom og nærmest katarsisk rytme, som runger i intetheden. Dis Fig synger rent og i den lave ende af sit register, hvor det på en måde bliver nøgent og utroligt sårbart i kontrast til de kolossale lydflader. Den måde, hun harmoniserer med sin egen vokal og i det register, minder utroligt meget om den tilgang, Chelsea Wolfe har til nogle af sine sange. Det hele munder ud i et klimaks, hvor rytmen intensiveres, mens flere elektroniske diskante lydeffekter bryder lydfladen, og Dis Fig bevæger sig op i den høje ende af sit register.

Det ville være ønskværdigt, hvis der var lidt flere momenter som dette på albummet, og man får lidt af det på slutnumret ”Back to the Water”, men generelt har albummet en lille tendens til at blive for ensformigt. De langsomme eksperimenterende elektroniske lydflader og langsomme insisterende rytmer gør, at det godt kan være svært at bevare fokus i en koncentreret lytteoplevelse. Det bliver på sin vis næsten for meditativt, hvor albummet ville have nydt godt af, at man lige havde sparket tempoet i vejret nogle enkelte gange.

Til den lille skare

Orchards of a Futile Heaven er det, er et album, de fleste nok skal høre et par gange, før man rigtigt sætter pris på det.. Når alt kommer til alt, så hvis jeg befandt mig i et bylandskab a la ”The Last of Us” eller rendte rundt i ørkenen i ”Mad Max”, så ville Orchards of a Futile Heaven være det helt perfekte soundtrack for mig til dette. Det er svært at finde en helt speciel lejlighed til det i hverdagslivet i det grå Danmark. Jeg kunne sagtens forestille mig, at man ville blive opslugt af det til en koncert, men som lytteoplevelse derhjemme i lejligheden, så bliver det en anelse for endimensionelt til mine øregange. På det niveau hvor kroppen kribler undervejs for at lave noget andet. Dermed ikke sagt, at musikken er dårlig, for det er den bestemt ikke. Der er en del gode momenter og spændende ting at komme efter, men det er nok kun en ganske lille skare for hvem, det rammer perfekt.