De svenske retro-rockere beviser endnu en gang deres relevans med et brag af en plade!

Hårdt arbejde betaler sig

Den svenske kvartet Blues Pills har med en imponerende arbejdsmoral og ukuelig vilje vundet en masse hjerter verden over. Mens mange elitære metalhoveder i snart uendelige tider har yndet at diskutere, hvorvidt den retro-psykedeliske og bluesede hard rock passer ind i programmet på alverdens metalfestivaler, har Blues Pills fået hundredtusindvis af fans og gang på gang bevist, at de hører hjemme på metalscenerne. Og selvfølgelig gør de det – det er jo fra rocken, at metallen blev født.

Udover at udfordre metalfans og deres sarte ører, elsker det uhyggeligt stærke liveband fra Örebro også at udfordre sig selv, og minsandten om de ikke har gjort det igen. I modsætning til forrige udgivelse, Lady In Gold, der var ret soul-præget, fokuserer de nemlig på nyeste album, Holy Moly!, langt mere på den rockede del af deres lyd. Kære tvivlere, bered jer på en lektion i, at klassisk rock ikke kun hører fortiden til.

De kan sgu noget, de svenskere

Jeg kan godt afsløre allerede, at jeg savner ord og superlativer til at beskrive Blues Pills og dette fremragende tredje album. Retrorock findes der masser af, men det er de færreste, der mestrer den som disse fire svenskere, og det slår de fast med elleve fede syvtommersøm på Holy Moly!

Stilen appellerer stadig til fans af klassisk rock lige fra Janis Joplin og Lynyrd Skynyrd til Deep Purple og Black Sabbath, og der er også rigeligt med nik til legenderne i syrerock-bandet Blue Cheer, som mange i øvrigt vil mene, var dem, der lagde grundstenene til, hvad der senere blev kendt som heavy metal og altså ikke Black Sabbath. Men det er en anden snak… Derudover skal det også nævnes, at kendere af The White Stripes og de kriminelt undervurderede The Dead Weather vil finde mange ligheder med Blues Pills’ måde at modernisere den klassiske rock på.

Holy Moly! kommer stærkt ud af starthullerne med den hårdtslående “Proud Woman”, og var man nogensinde i tvivl om den fantastiske sanger Elin Larssons feministiske væsen og ikke mindst utroligt stærke stemme, er man det i hvert fald ikke nu. Nummeret har potentiale til at blive en moderne hymne i kvindekampen, og det er en uhyre solid måde at skyde en plade i gang på.
Efterfølgende kommer de dejlige skæringer som perler på en snor i en skøn blanding af hårdtslående blues-rocknumre og stemningsfulde, hjerteskærende ballader. Den groovy “Dreaming My Life Away”, den ekstremt smittende og gyngende “Rythm In The Blood” og den stærke “Kiss My Past Goodbye” er nogle af de bedste rock-ørehængere, jeg har hørt i meget lang tid. Men pladens mest rørende oplevelse er uden tvivl den smukke “California”, der, som en tidløs hyldest til hippiebevægelsens højtid i sommeren 1968, rammer alle de samme tangenter, som Joe Cocker gjorde med sin version af Beatles-klassiskeren “With A Little Help From My Friends” – man fornemmer Woodstock, og det er simpelthen et mageløst nummer og en helt enestående bedrift.

Det 42 minutter lange album er primært produceret af bandet selv i deres eget hjemmebyggede studie, og det slipper de mildest talt rigtig godt fra. Bevares, de har da fået hjælp af et par gutter fra landsmændene i The Hives samt grammyvindende Andrew Scheps, der tidligere har drejet knapper for blandt andet Iggy Pop, Black Sabbath og Red Hot Chili Peppers. Men at Holy Moly! langt hen ad vejen er selvgjort, er ganske enkelt imponerende.

Holy Moly!

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Der findes et utal af retrorock-bands, der alle er ganske glimrende, men det er de færreste, der har noget virkelig spændende at byde på. Blues Pills er dog et af de bands, der virkelig har fat i den lange ende og ikke drukner i retro-suppen sammen med alle de andre.

Som en af de ubestridte mestre i at fortolke og genskabe den klassiske rock samt give den et moderne præg har de begået en af de bedste og mest relevante blues-rockskiver, jeg har hørt på det seneste. Sangskrivning, produktion og hele baduljen sidder lige i skabet, og Holy Moly! skal have de varmeste anbefalinger herfra. Dem, der stadig mener, at Blues Pills ikke hører hjemme på en rock-festival, fortjener at blive sendt i seng uden dessert samt få en grundig oplæring i rockens, og dermed også metallens, rødder; for som multikunstneren Hundertwasser så rigtigt sagde: “If we do not honor our past, we lose our future. If we destroy our roots, we cannot grow.” Holy Moly det her er godt!