Blodørnens offer
Der blev fniset lidt i krogene, da Bloodorn for nylig landede i redaktionens indbakke. Om end besynderligt navngivet har arkitekterne bag debutalbummet, Let The Fury Rise, fundet inspiration i sagnet om blodørnen. En fortælling, der til gengæld lige så hurtigt fik smilene til at stivne igen. Ifølge nordisk folklore fra perioden 1100-1300 skulle man i vikingetiden have henrettet tilfangetagne fjender ved ’at riste blodørn’. Ritualet bestod i at løsne ofrets ribben fra ryggen og derefter brede lungerne ud som ørnevinger. Historien beror dog angiveligt på en misfortolkning af et islandsk skjaldevers, der omtaler begrebet ‘at give ørnene føde’. En hentydning til den dengang gængse opfattelse af ørnen som ådselæder, der kastede sig over slagmarkens faldne krigere. Power-kvadruplen, der i øvrigt består af kamphærdede veteraner fra henholdsvis Sirenia, Freedom Call og Silent Winter, fandt som så ofte set før sammen under pandemien tilbage i 2020. Influeret af navne som Gamma Ray, Angra og Beast In Black har målsætningen været at fusionere den konventionelle power med elementer fra ekstremmetallen. Men har den højtflyvende gruppe monstro været i stand til at bære vægten af egne ambitioner …?
Vive la révolution
Her på Heavymetal.dk hylder vi hjertens gerne både de visionære og de revolutionære. Og visionerne kan der for så vidt ikke pilles ved. I sine bedste stunder lægger stifter og lead guitarist Nils Courbaron sig fint på hjul af progressive pionerer som Kai Hansen (Gamma Ray, Helloween) og Rafael Bittencourt (Angra). ”Forging The Future (With Our Blades)” og eponyme ”Let The Fury Rise” er på den front blandt albummets mere vellykkede kompositioner, hvor især franskmandens neoklassiske riffs tilfører lidt ekstra panache. Når alpehuen alligevel flyver af i farten, så skyldes det, at ovenstående scenarier simpelthen udspiller sig alt for sjældent.
Blandt albummets største kritikpunkter finder vi produktionens placering af Michael Brush. Trommemixet er fuldstændig forfejlet, hvorfor Courbarons britiske kollega fra Sirenia ofte kommer til at stjæle billedet frem for blot at danne ramme derom. En disposition, der lidet overraskende medfører tilsvarende trange kår for guitaren. Læg dertil Mike Livas’ frenetiske falset, der snildt kunne give græske Yannis Papadopoulos (Beast In Black) kam til sit hår (!). Så begynder eventuelle illusioner om en åbenbaring inden for det power metalliske fusionskøkken så småt at briste. Bevares, et nummer som ”Under The Secret Sign” leverer pligtskyldigt sine soli og forsøger desuden at integrere nogle dynamiske keyboardflader a la Dynazty. Læg især mærke til fadeoutet, der snildt kunne være samplet fra ”Firesign”. At klimpreriet på Let The Fury Rise generelt lyder som noget, man har vredet ud af et 8-bit-keyboard, bidrager blot til den ufrivillige komik.
Albummet lukker efter 11 numre af mildt sagt svingende overbevisning med ”Square Hammer”, en ’hyldest’ til højt besungne Ghost. Der ligger i sagens natur altid en vis risiko forbundet med at runde et debutalbum af med et covernummer. Når man samtidig vælger at lægge sig i slipstrømmen af en af 10’ernes allermest innovative artister på metalscenen, hæves indsatsen pludselig til det dumdristige. Og resultatet? Ja, det bliver som forventeligt derefter. Trommevolumen og bpm ligger alt for højt, mens vokalen flintrer og farer frem og tilbage som et egern med flydende brint i bagdelen. Ja, ørnen er i den grad landet. Hvis man da kan kalde en så eklatant maveplasker for en landing …!
Let og elefant
Opskriften på den fængende melodi som fusion mellem melodisk power og brutal ekstremmetal viser sig samlet set som en opgave af uoverstigelig teknisk sværhedsgrad. Det duer ganske enkelt ikke, at guitarpassagerne ender med at fremstår så anonyme, når nu man sigter efter det samme riffdrevne udtryk, vi forbinder med navne som Angra, Gamma Ray og Helloween. Når man ud af 11 skæringer derudover disponerer med både instrumental- OG covernummer, så vidner det samtidig om akut mangel på kunstnerisk kreativitet. Og det er i grunden en skam, for med relativt simple midler ville bedømmelsen af Let The Fury Rise kunne hæves med et kranie eller to. Med andre ord: Skru ned for trommen. Skru op for guitaren. Bed Livas skrotte falsetten, og lad ham i stedet fokusere på den midterste til nederste del af sit register. Og lad os endelig få flere af de klassiske elementer i spil.
