Tysk strøm i strålefabrikken
De tyske power metal-ikoner i Gamma Ray udgav i foråret 1999 deres sjette fuldlængde, Power Plant. Et album, der for mig i en purung alder ikke bare var min første introduktion til bandet, men også blandt mine første til genren generelt. Albummet var en del af min kærlighed for power, som stadig i dag holder ved. Power Plant kom i kølvandet på Somewhere Out in Space fra ’97 samt hovedværket Land of the Free fra ’95, hvilket unægteligt i tiden har bragt enorme forventninger med sig på grund af de to albummers åbenlyse kvaliteter. Og selvom mange måske vil betragte de to forgængere som de bedre albummer, så bød – og byder – Power Plant ikke kun på power metal i absolut særklasse, men var også speciel i sin tilgængelighed. Et faktum, som gør den et genbesøg værd. Lad os dykke ned i et klassisk album, der den 23. marts 2024 fylder hele 25 år.
Tidens sand løber ud
Fra de første toner i åbneren, ”Anywhere in the Galaxy”, er der tale om en klassisk Gamma Ray-skive. En rolig intro, der glider over i en klassisk Kai Hansen-kickstart med ”But the sands of my time are RUNNING LOOOOW”. Det kan ikke andet end at begejstre selv den mest gnavne power-fan, også selvom det ligesom pladen i øvrigt kan give stærke Iron Maiden-vibes. Og der er da heller ingen tvivl om Maidens indflydelse, både i musikken, men også i form af coveret, som er lavet af selveste Derek Riggs, som skabte Maidens maskot Eddie.
Albummet er en regulær hitparade med energiske riffs og dobbeltpedal, der skaber baggrunden for nogle af Tysklands mest fængende vokalmelodier. Kai Hansen har aldrig været en teknisk fænomenal sanger som Michael Kiske eller Ralf Scheepers, men især på Power Plant beviser han, at det ikke betyder noget, når vokalen og musikken går så godt sammen, som de gør i Gamma Rays tilfælde. Hans pitchede skrigen over energiske vers giver mig stadigvæk enorme smil på læben.
Blandt højdepunkterne finder vi blandt andet liveklassikeren ”Send Me a Sign”, som da også unægteligt er pladens mest mindeværdige sang. Hertil er ”Strangers in the Night” en personlig favorit, der i verset giver mig stærke ”All Guns Blazing”-vibes fra Judas Priest, men tilsat nogle af Kai Hansens bedste episke kompositioner og stærkt solospil i vanlig Gamma Ray-facon. Albummets episke afslutter, ”Armageddon”, er imponerende melodisk, og Kai Hansen cementerede med denne, at han er en mester i at skabe episke kompositioner, der gennem skift i lyd og tempo holder lytteren engageret gennem samtlige af de knap ni minutter, nummeret varer. Selv covernummeret af Pet Shop Boys ”It’s a Sin” får Kai tilsat sit eget præg og egen lyd. Et modigt cover, som særligt her i 2023 står som en fænomenal hyldest til den gode sangskrivning.
Bedste power metal i 1999?
Det er nok ikke mange, der vil modsige påstanden, at genrens bedste år netop lå i de sene 90’ere og tidlige 00’ere. Et faktum, som Gamma Ray bidrog til i højere grad end de fleste andre, og i denne henseende er det umuligt ikke at give et kæmpe anerkendende nik mod klassikeren Power Plant. Mod forventning gav genhøret af denne klassiker en endnu større respekt for albummet, og selvom jeg fortsat betragter Land of the Free som Gamma Rays magnum opus, så er Power Plant ikke langt fra, og er man til fængende og episk power metal, er der ingen vej udenom den særdeles velkomponerede Power Plant. Et album, der for undertegnede ses som et 1999’s største højdepunkter qua sin fænomenale og mindeværdige sangskrivning, som stadigvæk holder 100 % her 25 år senere.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify:
https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d...
