Jeg har ikke fået hørt svenske Bloodbounds to foregående albums, og på den måde er der noget ironisk over, at nærværende skive hedder "Tabula Rasa" - mine ører er netop som en ren, fordomsfri tavle, klar til at blive kridtet til af Bloodbounds hårde, groovy, melodiske powermetal.

Strukturelt er musikken på "Tabula Rasa" generelt ret enkel og heavyrock-agtig med til tider ret poppede omkvæd, men med en energi som tung Iron Maiden og nogle til tider ret cool grooves, der bringer mere halvprogressive ting som Kamelot og Evergrey i behagelig erindring (dog uden at være lige så atmosfæriske), får Bloodbound skabt et utvetydigt metal-lydbillede, der virker umiddelbart medrivende, især i den flotte produktion. På f.eks. indledningen og verset i "Tabula Rasa Pt.II (Nothing at All)" kommer der tillige nogle seriøst teknisk-thrashede boller på suppen.

Mens den instrumentale del af Bloodbound generelt er ganske sej, er vokalen mere diskutabel. Selv om forsanger Urban Breed synger teknisk upåklageligt, synes jeg han er lidt ensformig at høre på. Han synger hele tiden meget kraftigt og ligger i samme mellemhøje power-leje det meste af tiden. Personligt finder jeg også sangmelodierne lidt for klichéprægede og intetsigende.

Uanset hvad man må mene om vokalen, er "Tabula Rasa" dog et solidt produkt, man afgjort bør tjekke ud, hvis man holder af lige ud af landevejen, svingende, velproduceret, melodisk metal. Uden at have hørt særlig meget Tad Morose vil jeg også umiddelbart tro at Bloodbound vil appellere til fans af det band. De to bands har i øvrigt en fælles historie, i og med at både Urban Breed og en anden af Bloodbounds gamle turnéforsangere, Kristian Andrén, begge har sunget i Tad Morose.