Bodyglitter og identitetskriser
Svenske Bloodbound har siden 2005 sunget om drager, skumle troldmænd og glemte ruiner i mystiske lunde. Hvis man kigger deres diskografi igennem, vil man nok opdage, at Bloodbound er et band, der har haft svært ved at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på. Powerbands har det med ofte at finde et bestemt element, som de så dyrker til ukendelighed – fx Sabaton der elsker verdenshistorien, eller Rhapsody of Fire der laller rundt i deres eget eventyrunivers. Bloodbound har både leget med hugtænder og bodyglimmer men også latexsværd og kapper af nervøs velour – men uanset diverse identitetskriser, så har deres musik altid været relativ generisk powermetal med alt, hvad det indebærer.
Saw, Bee Gees og pølsefingre
Bloodbounds største svaghed er dog fortsat deres vokalist Patrik J. Selleby. Ikke fordi han synger decideret dårligt, omend hans svenske accent er lidt voldsom. Hans største problem er, at han lyder som 97% af alle andre powervokalister – altså lidt lettere androgyn skønsang tilsat falset-skrigeri, der ville få selv den mest trænede kastratsanger til at tage sig til sine manglende testikler i ren og skær fantomsmerter. Og man kan jo ikke sige falset uden også at sige keyboard, for herre jemini, hvor har Bloodbounds keyboadspiller, Fredrik Bergh, dog også travlt med at smadre sine svenske korve-fingre ned på de stakkels tangenter. Men det er lidt, som om resten af bandet har glemt at fortælle stakkels Fredrik, hvad de egentligt spiller. Tag fx et nummer som ”Magical Eye”, hvor resten af bandet spiller én sang, mens Fredrik fortolker temaet fra SAW-filmene på sit vakkelvorne keyboard. Resultatet giver en nogle fine mentale billeder af dukken Billy, der danser munter rundt, mens han bekæmper imaginære drager – hvilket, næppe var det, som bandet gik efter.
Bloodbounds største problem er, at de mest talentfulde medlemmer, nemlig de to guitarister Henrik og Tomas, ikke får mere råderum. Bevares, engang imellem kommer der da en guitarsolo, men de er for korte og drukner i keyboardlal og Bee Gees-karaoke.
Gamle Ole!
Jeg ved ikke, om det skyldes, at bandet ikke har en reel identitet, men Bloodbound mangler virkelig gennemslagskraft, og det er, som om de stoppede ved power og glemte metal-delen. For der mangler virkeligt noget ”umph!” på Rise of the Dragon Empire. Jeg mener naturligvis ikke, at der skal være blastbeasts og grindcore-vokal, men derfor må man godt være lidt mere energiske og entusiastiske omkring sit metalband, end Bloodbound er. Der er omtrent ligeså meget gang i albummet, som der er til et bingoarrangement i Brovst en tirsdag eftermiddag – hvilket faktisk er super irriterende, nærmest provokerende, for der er momenter i de enkelte sange, hvor man er sikker på at, nu stikker det af, men ak nej.
Resultatet er derfor en velproduceret og røvsyg plade om drager, troldmænd og onde monarker – med andre ord; hvis Game of Thrones sidste sæson var et metalalbum, så ville det være dette.
