Sort, sort, mere sort og så lidt død
Falder snakken på norsk heavy metal, så kommer samtalen meget let til at handle om black metal, black metal og, nå ja, mere black metal. Hvilket ikke er nogen overraskelse, da over halvdelen af alle norske bands på Encyclopedia Metallum er black metal i en eller anden variation. Men hvad med den anden halvdel? En stor del af den er, måske ikke så overraskende, dødsmetal, hvor et af de helt store navne er Blood Red Throne. Siden dannelsen tilbage i 1998 har de fem gutter udgivet hele ti plader, hvoraf den seneste Imperial Congregation udkom i starten af oktober.
Kan jeg få min groovy smadredød med mere okkultisme?
Har man taget en rundtur blandt verdens dødsmetalkoryfæer, så vil man hurtigt finde sig til rette i Blood Red Thrones lyd. Kan man sin nyere Decapitated og sin Deicide, ved man straks, hvad der er i vente. Groovy død med smæk for skillingen. Man kunne også spekulere i hvorvidt navnet Blood Red Throne netop er et hint til at myrde guder ved halshugning.
Det er når Blood Red Throne lægger sig fladt ned og på ingen måde prøver at skjule disse inspirationer at blodet for alvor begynder at flyde. ”Itika” og ”Conquered Malevolence” er skåret fra cirka samme kødluns som Decapitateds ”Earth Scar”, men man bliver nødt til at anerkende et glimrende groove, når man hører det. Specielt når det har det med at blive tævet sådan afsted, at selv den gode Hr. Benton synes, det er lige groft nok. Det er ikke en musikalsk opskrift, der skriger moderne, men der er en grund til, at en hakkebøf med bløde løg serveret med brun sovs og kartofler stadig bliver spist med velbehag. På ”Zarathustra” bliver der dog forsøgt med en mere dyster og okkult stemning. Man kan argumentere for, at nummeret falder lidt uden for resten af pladen, men samtidig er det meget interessant at høre, at Blood Red Throne tør prøve andet end ”sovs og kartofler”-død. Specielt når nummeret har et af pladens absolut fedeste riffs.
Men som nævnt så er Blood Red Throne, trods Decapitated groove og Deicide hug, typisk sovs og kartofler-død. Man kan hamre bajere og rykke hovedet af led til det, men derudover er det svært for alvor at blive begejstret. Det er ikke decideret dårligt, men der er rigeligt med bedre plader, jeg kan drikke mig i hegnet til. Der er dog to ting ved pladen, som jeg på ingen måde forstår. For det første: Hvorfor ”Inferior Elegance” og andre numre har baggrundsvokal af Snurre Snup, der er ved at blive kvalt. For det andet: Hvorfor der rundt om på pladen, men især på ”Hero-Antics”, skal inkluderes andenrangs-Arch Enemy-soli trukket ud i en længde, hvor selv den mest selvabsorberede prog-nørd synes, det er lige at stramme den.
Sovs og kartofler krydret med gurkemeje
Dog er det svært for alvor at blive irriteret over Imperial Congregation, for i bund og grund leverer pladen præcis det, Blood Red Throne har gjort i over to årtier. Lige ud af landevejen dødsmetal, som du ikke skal tænke til. Det er ikke noget, man bliver blæst bagover af, men samtidig er det heller ikke for alvor dårligt. Det er bare træls, at oplevelsen skal ødelægges af halvkvalte tegnefilmsskrig og dræbende guitarsoli.
