Gang i grammofonen med Blackmore og konen
Ritchie Blackmore er om nogen ophavsmand til det mere virtuøse guitarspil, der kendetegner mange guitarsoli på tværs af vor tids metalgenrer. I sin tid i Deep Purple og Rainbow lagde han grunden til neoklassisk metal og generel guitarshred, og han står også bag nogle af historiens mest ikoniske rock- og metalnumre, så som "Smoke on the Water" og "Stargazer". Jo, Blackmore er bestemt en af de mest vigtige figurer i metallens historie, men i de sidste mange år har han sammen med sin kone Candace Night beskæftiget sig med folk rock i projektet Blackmore's Night.
Deres seneste udspil Dancer and the Moon udgives her til juni, og, tjah, skiven har altså ikke meget metal at byde på. Vi har med musik at gøre, der trækker på middelaldermusik, renæssancemusik, russisk folkemusik, irsk folkemusik og en lille smule på rockmusik. Der bydes således på akustiske guitarstykker, traditionelle instrumenter fra folkemusikken og folk-inspirerede vokalmelodier leveret med Night's silkebløde stemme. Og, er man til lidt hippie-agtig folkerock, så er der bestemt en del at komme efter på denne skive, og jeg synes da selv, der er tale om udmærket stemningsfuld og hyggelig musik. Der er også masser af Blackmore-guf i form af elektriske guitarsoli spillet med den let genkendelige krystalklare Stratocaster-lyd - lyt for eksempel til instrumentalnummeret "Carry On... Jon", som er dedikeret til den faldne rockhelt Jon Lord.
Men er der overhovedet noget at komme efter for metalhoveder på denne skive?
Jo, indirekte er der faktisk. Der er for eksempel en udgave af den gamle Rainbow-ballade "Temple of the King", som Blackmore skrev sammen med Ronnie James Dio. Blackmore's Nights udgave er en del blødere og mere moderne men også mindre organisk og lidt mere steril end originalen. Derudover er der en ret gennemført middelalder-inspireret version af Uriah Heeps allerede folkemusikbaserede klassiker "Lady In Black". Til sidst er der "The Moon Is Shining (Somewhere Over the Sea)", der blander hard rock og, af alle ting, electrorock med symfoniske elementer og ikke er helt ulig musikken på det sidste Rainbow-album Stranger in Us All; dette nummer minder mig også om en anden Rainbow-klassiker - nemlig, "In the Eyes of the World" fra Down to Earth. Der er tale om en udmærket rockende sang, synes jeg, men jeg tvivler på, at den kvalificerer som metal i de fleste metalhoveders ører.
Med sit udgangspunkt i folkemusik, renæssancemusik og middelaldermusik, tror jeg ikke, at Dancer and the Moon vil appellere til mange metalhoveder - jo måske fans af folk metal og pagan metal. Der er dog tale om et udmærket album inden for folk rock-genren, og så er det jo altid en god oplevelse at høre Blackmores karakteristiske Stratocaster-lyd.
