Alt, hvad hjertet kan begære
Birch Island. Bjørkø. Koivusaari. Ja, kært barn lyder som bekendt mange navne, og hovedarkitekten bag Heartrot er bestemt ingen undtagelse. Opkaldt efter øen beliggende i Lauttasaari-distriktet, cirka tre kilometer vest for Helsinki, har guitarist Tomi Koivusaari siden det Herrens år 1990 været synonym med de melodiske dødspionerer i Amorphis. Den finske riffsnedker har dog i årevis barslet med idéer til en soloudgivelse, der oprindeligt skulle have set dagens lys i forbindelse med Koivusaaris egen 40-års fødselsdag. Med en fødselsattest dateret anno 1973 må projektet dermed siges at være blevet ramt af forsinkelser i en grad, der ville gøre selv metrobyggeriet i København rangen stridig. Med nye standarder sat for dramatisk sen entré har maestroen ydermere valgt at hæve forventningerne ved at engagere en sand perlerække af gæstende solister. Således har feterede navne som Jeff Walker, Marko Hietala, Shagrath og naturligvis Tomi Joutsen alle fundet vej til mikrofonen, mens husorkesteret består af blandt andre trommeslager Waltteri Väyrynen og bassist Lauri Porra. Med så mange kokke rundt om gryden bliver vi ikke overraskende præsenteret for en noget alternativt krydret kødbolle …!
Hvad hjertet er fuldt af
Om end udsat for obstruktioner, der til dels har ligget uden egen indflydelse, kan Koivusaari betragtes som en mand, der tager tidsbegrebet aldeles seriøst. Førstesinglen og åbneren, ”The Heartroot Rots”, blev dermed tilgængelig for offentligheden nøjagtig tre måneder forud for selve albummets udgivelse. Som første levende billede i castinglokalet finder vi Jeff Walker, der med samme mavesure knurren, som vi kender fra Carcass, sætter tonen på Heartrot. Et konstant omskifteligt element, der på en og samme tid fremstår som albummets største force og samtidig indtager rollen som ’enfant terrible’. I nærværende tilfælde bidrager både de deprimerende keyboardflader og Väyrynens erfaring fra Opeth og Paradise Lost med at opretholde illusionen om det evigt præsente filter af melodisk melankoli. Det samme kan bestemt ikke siges om Petronella Nettermalm, der på ”Whitebone Wind” optræder nøjagtig lige så nedtonet, som hun gjorde på ”My Name is Night”, sidste nummer på den fortryllende Halo, der bandt en fin sløjfe på Amorphis’ seneste værk. I nærværende duet med legendariske Marko Hietala fremstår hendes forfladigede klang dog helt og aldeles uden format, hvilket sætter passagerne med den tidligere Nightwish-tenor fuldstændig skakmat.
Lettere lamslået over den relativt markante kontrast tager handlingen – forinden det uofficielle tæppefald efter første akt i form af det sfæriske interludium ”Awakening” – endnu en uventet drejning. Her møder vi simpelthen Ismo Alanko, der som Finlands pendant til Steen Jørgensen rejser spørgsmålet, hvorvidt ”Värinvaihtaja” betyder ”Dog Star Man” på finsk. Selvom ’takt og tone’ sender på en lidt anden frekvens, kunne rytmikken snildt befinde sig i kredsløb om Glamourpuss og Sort Sol anno 1993. Atmosfæriske forstyrrelser beskriver tillige ”World as Fire and Hallucination”, åbningsscenen i anden akt, hvor al elektrisk belysning må vige for de sorte vokslys. De ildevarslende tremolo-guitarer og repetitive blastbeats lægger kun slet skjul på, hvad skyggerne gemmer: Ud træder den angiveligt livstrætte coverartist Stian Tomt Thoresen, der med uengageret dommedagspræken understreger, at Shagrath såvel som engang så mægtige Dimmu Borgir efterhånden begge må karakteriseres som levn af fortiden.
Det kan man til gengæld ikke skyde Tomi J. i skoene. Uden at rulle sig helt ud sætter han både Hietala og Shagrath eftertrykkeligt til vægs på albummets højdespringer, ”Hooks in the Sky”. Akkompagneret af de akustiske flader frembringer Joutsens harmoniske vokalrangering mellem low pitch, guttural growl og ‘skønsang’ ikke overraskende albummets mest helstøbte værk. Symptomatisk for den inkonsekvente linje, Heartrot lægger for dagen, ender vi omme i kulissen i selskab med den finske rapper Mariska. Medbringende triviel tematik om mandschauvinisme, politisk uretfærdighed samt moderigtig kønsforladt vokal fremstår ”Magenta” omtrent lige så interessant som de komplementærfarvede printerpatroner af samme navn. Et fejlprint, der i kontorterminologisk forstand havde været bedre tjent med en tur i makulatoren.
Svigefulde hjerte
Heartrot virkede på forhånd som et umanerlig ambitiøst værk. Med en alenlang tilblivelsesproces, diversificerende stilarter og ikke mindst sangskrivere af mildt sagt broget herkomst satte Koivusaari fra første færd sig selv under et gevaldigt pres. Forehavendet med at indspille et soundtrack til en fiktiv film må dertil siges at være mislykkedes takket været det kunstneriske udtryk, der simpelthen stikker i alt for mange retninger. Hvad vi i stedet sidder tilbage med, er en hybrid mellem et kompilationsalbum og en obskur tv-serie med lettere dystopiske undertoner. Melankolien lurer som lovet konstant lige under overfladen, og håbet om en lykkelig slutning glimrer absolut også ved sit fravær. Problemet er blot, at vi ikke køber præmissen. Vi ser og hører elendigheden, men vi mærker den sjældent. Vi får tillige kun glimtvise demonstrationer af det tårnhøje niveau, der gemmer sig bag den stjernespækkede rollebesætning. Af samme årsag ender vi også blot lige under den middelmådige bedømmelse. Man efterlades dermed usigeligt frustreret ved tanken om det, der kunne have været, hvis blot manuskriptet havde stået mål med castingen. Salig komponist Karen Jønsson beskrev måske bedst af alle, hvor svigefuld en størrelse forventningens glæde kan være: ‘Hvorfor er lykken så lunefuld / Og hvorfor er glæden så kort?’