Her er endnu et interessant band fra Norge. Benea Reach spiller gennemgående melodød med en brusende klanglighed, der henleder tankerne på Burst, men uden at være nær så progressiv. Musikken ligger i sin grooveorienterede opbygning og forholdsvis konventionelle vers-omkvæd-struktur tættere op af f.eks. Fear Factory. Mange passager har desuden riffs og stemninger i stil med Mastodon. Vokalen er skrige-growl, der af og til kan lyde lovligt hysterisk, men til gengæld har bandet lejlighedsvist en rar brug af Devin Townsend-agtige baggrundskor, mest prominent på "Inheritor" og især sidste del af nummeret "Emperor". De inspirationer, bandet selv opregner fra Tool og Meshuggah, høres mest på et nummer som "Transmitter", hvor simple riffs bliver gentaget og vendt rundt rytmisk – men dette, synes jeg, er en ret perifer lighed.

"Monument Bineothan" er et album, der egentlig er ganske afvekslende i store træk. Efter de første fire numre, der er ret energiske, følger to langsomme, doomede numre, "Pandemonium" og "River". Herefter får man noget en smule mere progressivt metal på "Torch", inden albummet gradvist får arbejdet sig over i en mere klanglig, sumpet stemning – først med det instrumentale "Conflux", bygget op omkring en samplet tale og senere gennem det over 12 minutter lange "Venerate", der ender i noget, der minder om rytmeløs ambient, og fortsætter i det langsomme, stille "Drapery", som lukker pladen.

Trods variationen på albummet som helhed mangler man noget afveksling inden for den enkelte skæring: Det lyder lidt som om, bandet godt kan lide at svælge i en god idé, da det er ganske få stykker, der kun når at forekomme én gang i løbet af et nummer. Ambitionsniveauet på den over 67 minutter lange debut-cd fejler imidlertid ikke noget, og jeg vil gerne give Benea Reach et ekstra dødningehoved for at forsøge at finde nogle nye, interessante stilkombinationer. Man kan kun håbe, at de vil raffinere deres kompositionskunst på fremtidige udgivelser.