Et godt år

2017 har været et godt år for black metallen – eller skidt, afhængigt af dit udgangspunkt. Der er udkommet en hulens masse varianter over det samme tema, og både på de hjemlige scener, men så sandelig også på dem udenfor landets grænser, blæser der en frisk vind, som bærer løftet om nye tider for metallens enfant terrible med sig.

Ond som et langt år

Begerith er ingen undtagelse. Indimellem falder man over et band, som perfekt repræsenterer, hvad jeg på intet tidspunkt har overvejet, var en art black metal, der fortjener sin egen klassificering på det Linnéske stamtræ, som klarlægger ekstremmetallen. ”Og hvad er det så for en art?”, tænker du sikkert, efter du har googlet Linné. Det er den helt særlige og helt igennem pissesure slags black metal, der stortrives i det, jeg vil betegne som den gamle østblok. Begerith er oprindeligt fra Rusland, men rykkede til Polen, og DET kan sateme høres. Edderspændt rasende vælter de ud af mine højttalere og lyder uhyggeligt meget som Behemoth.

Men før der bliver skreget ”plagiat”, vil jeg gerne påpege, at selvom stort set alle de klassiske norske bands stjal med arme og ben fra hinanden, kan man godt skelne dem fra hinanden – af den simple grund, at de alle på hver deres måde lavede det samme. Det samme gør sig gældende her. Der er ingen tvivl om, det er to forskellige bands, selvom de spiller den samme slags musik. Og det er så dér, vi atter kommer ind på artsklassificering. For netop denne del af kontinentet har stadig noget på spil. De bliver stadig undertrykt, åndeligt og moralsk, af en stærkt religiøs institution, og det fornemmes i aggressiviteten på A.D.A.M. Nogle vil måske betegne det som blackened død, men det dækker ikke helt over det tempofyldte raserianfald. Faktisk vil jeg være så flabet at døbe det deadened black, for det er umiskendeligt black metal, tag endelig ikke fejl. Men der er en brutalitet i musikken, der afløser de mere luftige elementer ved black metallen. Det her er opsøgende og intenst som Jehovas Vidner – hvis de altså delte knyttere ud i stedet for pamfletter.

Lang som et ondt år

Når jeg så alligevel ikke smider mig fladt ned og hylder den brutale lyd, som andre bands fra de breddegrader har banet vejen for, skyldes det slet og ret ensformigheden. Den gør sig gældende både kunstnerisk og musikalsk gennem navngivningen og resultatet af hele projekt A.D.A.M. Samtlige numre hedder bare ”ADAM” fra I-X, og selvom den finte virker for Batushka, virker den ikke her, da førnævnte slår sig meget mere på ritualer indenfor kirken, og Begerith bare buldrer. Der er brug for noget mere variation numrene imellem, for selvom musikken er velspillet, bliver det ultimativt for kedeligt, og det er alt for sjældent, de vover sig ud over de begrænsninger, de selv har skabt.