Når Bæstet brøler, bli’r det bare ikke bedre

Der er nu et eller andet med de dér finner. Tag et kig på din pladesamling og se hvor forholdsmæssigt overrepræsenteret dette land med 5,3 mio. indbyggere er. Og her kommer så en plade til til samlingen, for ind træder Battle Beast.

Battle Beast er dannet i 2008, og Battle Beast er deres anden udgivelse. Siden debuten, Steel fra 2012, har bandet fået en ny forsanger. Uden at kende meget til Steel vil jeg nok vove den påstand, at det skal vi faktisk slet ikke være så kede af…

Battle Beast spiller vel egentlig traditionel heavy metal over mod power metal. For det er energi og kraft, der er i fokus, når det fungerer bedst for Battle Beast. Se, nu vil nogen sikkert kalde mig en gammel mand, for jeg husker den fjollefede periode i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, hvor metal bare var sjovt med simple riffs og keyboard, der lød som kirkeorglets svar på den tunede Puch Maxi. Det er nogenlunde dér, vi er. Det er ikke avanceret, det er ikke videre virtuost, og teksterne er ikke synderlig spændende.

Men så var der lige det med energien. Det rammer med det samme på åbningsnummeret, "Let It Roar", med førnævnte karakteristika. Snart går det hele lidt ned, og vokalen træder til med denne lidt lyse lettere påtagede hæshed. Jo jo, det fungerer da fint. Og så: "Just let it roar", skriger Noora Louhimo. Tak skal du ellers lige have! Der er så meget power i den stemme, at jeg på et splitsekund køber hele præmissen for Battle Beast’s musik.

Og sådan kører det videre. Musikken er effektiv, energiniveauet er højt, og gang på gang trumfer vokalen det hele. Noora Louhimo træder lige ind i kredsen af kraftfulde metalvokaler, og der er mange mandlige forsangere i den kategori, der her må se sig slået – slået, som i banket noget så eftertrykkeligt ud af banen. Referencer til Blackie Lawless, hør "Raven", og Klaus Meine, hør "Black Ninja", kommer op i mit hoved, men mange andre kan sikkert nævnes. "Fight Kill Die" starter med et skrig, der får mig til at tænke på Judas Priests "Ram It Down".

Desværre holdes niveauet ikke hele vejen. Navnlig midt på Battle Beast virker det som om, at der skrues lidt ned, og der må jeg så nok konstatere, at der synes jeg ikke, at Battle Beast står så stærkt. De er bedst, når der bare køres af sted med alt, hvad den kan trække.

Et par mindre gode (men ikke dårlige) sange kan dog ikke ændre på, at der stadig er kvalitetssange nok blandt Battle Beast’s 13 numre til at give valuta for pengene. Således må den samlede vurdering være, at Battle Beast er en udgivelse uden de store dikkedarer, som ikke kommer til at skrive musikhistorie. Men Battle Beast forstår at skrue en god sang sammen, og udførelsen er så energimættet, at resten tilgives. Og så er der jo lige det, at vokalen løfter det hele adskillige klasser. For når bæstet brøler, bli’r det bare ikke bedre…

Jeg havde nok ikke valgt “Black Ninja" som video-udgivelsen, men det viser unægtelig noget om, hvad Noora Louhimo kan udrette med sin stemme: