Barricade omfavner mørket med ekstrem vildskab og attitude
Hvem slukkede for lyset?
Sorte skyer indhyller i disse dage Danmarks hovedstad, da københavnske Barricade har været et smut i studiet. Bandet udspringer fra en fælles forkærlighed til hardcore og støjmetal, og det kom for første gang til udtryk i 2010, med deres debutEP, Schism. År er gået, og bandet har ikke ligget på den lade side, da de har flere mindre udgivelser bag sig og turneret flittigt både her og i udlandet. Alt det hårde arbejde har nu kulmineret i bandets andet fuldlængde album. Albummet hedder Waker og bliver udgivet igennem bandets eget pladeselskab, Black Grain Records, og er en lektion i hvor meget mørke, man kan trække musikken ned i. Barricade spiller en fandenivoldsk gang hardcore/sludge-metal og har på deres nye album formået at flå hele deres musikalske udtryk helt ned i den mørke kælder. De bidske bastarder er, med andre ord, klar på for alvor at brænde deres navn fast på den danske metalscene.
Et album, som vokser og indhyller dig i mørke
Albummet slog på ingen måde benene væk under mig fra start. Det starter med nummeret ”Axefinder”, som er en mørk og tung mur af støj. De grynede og tunge riffs tilsat de to vokaler, der hver især opvejer hinanden. Fra den næsten 'blackened' vokal til den mere kontrollerede hardcore/punk vokal supplerer virkelig hinanden godt. Lydbilledet er dystert og simpelt, men formår virkelig at skabe den rette tone for universet på Waker. Det er uden tvivl en genre, som ikke henvender sig til hvem som helst, og jeg troede som sådan heller ikke, den kunne henvende sig til mig. Jeg havde med andre ord åbnet helt op for sindet for at prøve at fordybe mig i denne plade. Men undervejs fandt jeg ud af sammenhængen, og hvorfor den produktion, som i starten irriterede mig, var så eminent. Den beskidte lyd som albummet har, er perfekt til det, som Barricade prøver at skabe igennem deres musik. Det hele lyder som om, det er optaget direkte fra øvelokalet eller på en mørk klubscene - uden at sige, at det er dårligt produceret, overhovedet. Det er nemlig perfekt i forhold til denne genre, og det gør bare oplevelsen så meget vildere.
Waker er et eksempel på, at rod og kaos i den rette sammenhæng er en perfekt kombination. Albummet flirter med adskillige genrer, men hvor særligt det kaotiske hardcore og sludgen virkelig skinner igennem. Lars' og Jonathans to forskellige vokaler løfter virkelig dette album op på et højt niveau med deres eminente håndtering af deres respektive stemmer. Den tunge bas og de skingre guitar riffs sørger hele tiden for den dystre linje hele vejen igennem. Den deciderede åbenbaring for mig kom i form af nummeret ”Slave The Fire”, som virkelig er en sand perle i denne fordærvede østers. Det er et fucking fedt nummer! Bedre kan jeg næsten ikke sige det. Det er fandens catchy, men formår stadig at have de kaotiske elementer intakte. Efter en bestialsk mørk basintro bliver barrikaderne brændt ned med en ufattelig overbevisende præstation. Men der er mange ubehageligt lækre numre som dette på denne plade. ”Imperial Edge”, som tværer dit ansigt ned i den beskidte muld, ”Forged By Thieves” slæber dig hen over asfalten med en voldsom attitude og ikke mindst ”The Pale”, som puster det sidste lys ud og fylder lokalet med tung røg. Oversat til dansk, så er det nådesløst fra start til slut.
Barricade, scenen er jeres
Som skrevet før er denne plade ikke bare lige til at gå til. Det kræver, man giver den noget tid til at gro fast, men formår den at nå helt ind til dig, så bliver du rigtig glad for dette album. Det har en hvis charme, og jeg er i hvert fald ny fan af Barricade og venter ængsteligt på, at de snart står på en scene nær mig. Med dette album er der i hvert fald lagt i ovnen til et ondskabsfuldt show. Waker får otte kranier for at være et friskt og anderledes pust til den mægtige danske metalscene.
