Det hollandske multitalent
Arjen Anthony Lucassen er noget af et talent. Udover at være en dygtig multiinstrumentalist er han nemlig en yderst produktiv og kreativ sangskriver, der har stået bag adskillige imponerende rockoperaer. Her er Transitus det nyeste skud på stammen fra hans faste projekt, Ayreon. Arjen har traditionen tro flettet en lang historie sammen, der fortælles af en række fiktive karakterer, hvortil adskillige gæstesangere og musikere er blevet hentet ind for at bringe det hele til live. Hvad drejer det sig så om denne gang?
Mellem himmel, helvede og Holland
Den hollandske komponists nyeste opus omhandler en mystisk dimension mellem himmel og helvede kaldet ”Transitus”. Et ulykkeligt forelsket par, dødsfald, forskellige dimensioner, tidsrejser og et kommenterende englekor er nogle af de ting, som lytteren bliver udsat for, hvis opmærksomheden holdes hele vejen igennem. Historien er ganske god, og til at guide lytteren fremad optræder en dyster fortællerstemme mellem de mange numre. Til at puste liv i de forskellige karakterer har Arjen hentet et væld af gæstesangere ind i studiet. Her kan blandt andet nævnes Dee Snider, som er en kærkommen overraskelse på albummet. Selvom der er mange forskellige karakterer, og at det derfor nogle gange kan blive lidt svært at holde styr på, hvem der synger hvad, er det gennemgående albummet igennem, at alle vokalisterne leverer virkeligt gode og gribende præstationer.
Men den hollandske sangskriver har også, traditionen tro, hentet et par rutinerede instrumentalister ind for at sætte den rette stemning. Arjen, der er en glimrende guitarist i sin egen ret, har blandt andet hentet stjerneshredderne Marty Friedman og Joe Satriani ind for at spæde til med en gæstesolo hver især. De gør det som sædvanligt ret så fantastisk, selvom Arjens eget guitarspil bestemt også er værd at lytte til. Men hr. Lucassen er og bliver primært en komponist, og man må give ham, at han skriver noget temmelig varieret musik. Der er smukke sange, tunge og dystre sange, og så er der endda også numre, der har en ”folk”-stemning med bl.a. fløjter, hurdy gurdy og umanerlig muntre melodier, hvilket sender tankerne lidt i retning af bands som Jethro Tull og Focus. Her tænker jeg især på numrene ”Talk of the Town” og ”Dumb Piece of Rock”, der virkelig får folk-elementerne til at fungere.
Til gengæld synes jeg, at stemningen bliver en tand for fjollet på et nummer som ”Listen to My Story”, hvor et muntert jazzet arrangement bliver tilsat en rigtig rå rytmerive. Det lyder lidt, som om et af Disneys allermest useriøse numre er blevet tilsat lidt metal. Det fungerer da, bevares, og hvis man fjerner metalelementerne, virker det som noget, man snildt ville kunne blive udsat for i en vilkårlig musical, men jeg ved ikke helt, om jeg vil sige, at det lyder godt.
Overvejende fedt at opholde sig i Transitus
Der er virkelig meget variation i materialet på Transitus, og det er imponerende, at Arjen gang på gang kan få sin musik og sine fortællinger til at gå op i en højere enhed. Men selvom materialet er overvejende godt, er der dog et par passager, som jeg synes, er lettere uheldige, hvilket godt kan ærgre lidt. Heldigvis kniber det ikke for Arjen med at finde musikere, der er friske på at gæsteoptræde, og de mange fantastiske præstationer trækker pladen her op på syv kranier.
