Arjen Lucassen er tilbage med en ny progmetalopera. Som vanligt har han samlet et overvældende ensemble af dygtige sangere til at håndtere de mange krævende partier. Musikken er igen en blanding af progressiv powermetal, heavyrock og folkmetal (dog ikke nær så meget som på forgængeren "The Human Equation"), men denne gang er der tillige kommet en hel del ambient- eller trippy elementer ind i musikken.

De elektroniske elementer understøtter albummets science fiction-historie, der kort fortalt handler om nogle aliens, der i lang tid har levet under vand på planeten "Y", men nu må evakuere deres døende planet. De finder så frem til Jorden, hvor de beslutter at lade en komet falde ned med deres DNA (og sjæle?) Den slår så tilfældigvis dinosaurerne ihjel, men til gengæld hjælper den udefrakommende påvirkning menneskene med at blive meget hurtigt udviklede og intelligente (altså sådan lidt à la "Rumrejsen år 2001"). Beklageligvis overtager menneskene så også aliens’nes tendens til overfladiskhed og forbrugerisme, der resulterer i menneskehedens undergang. Altså et noget dystert tema, som måske vil få nogen til at få associationer til Pain of Salvations "Be". Og minsandten om ikke også Daniel Gildenlöw, som mange savnede på rollelisten til "The Human Equation" fra 2004 (der ellers indeholdt et meget repræsentativt udvalg af, hvad der rør sig på den progressive scene af markante stemmer), er at finde på "01011001". Hans stemme passer perfekt til de mere dystre stemninger, der generelt kendetegner dette album – lyt f.eks. til "Beneath the Waves".

Hvis jeg skal sammenligne "01011001" med "The Human Equation", så er det bemærkelsesværdigt, at Lucassen denne gang har valgt ret mange stemmer, der ligger i det samme lyse leje. Man kan selvfølgelig godt høre forskel på, om det f.eks. er Tom Englund (Evergrey), Steve Lee (Gotthard) eller Jorn Lande, der fyrer den af, men der er ikke den samme dramatiske vekselvirkning mellem sangerne, som der var på "The Human Equation", hvor man det ene øjeblik havde Eric Claytons dybe røst, det næste øjeblik Devon Graves lyrisk-bluesede stemme, det næste øjeblik James LaBries karakterfulde tenor, growl såvel som blid sang fra Mikael Åkerfeldt osv. Dog vil jeg gå så vidt som til at kalde det en genistreg, at Lucassen har sat Anneke van Giersbergen og Jonas Renkse (Katatonia) sammen på flere af de balladeagtige passager. Skiftene mellem de to kombineret med de kuldegysningsfremkaldende melodilinjer, de har fået lagt i munden, er fantastisk smukke (lyt f.eks. til "Age of Shadows / We are Forever" eller "Waking Dreams"). På den mere tvivlsomme side finder vi Ty Tabor (bl.a. King’s X, Platypus, Jelly Jam m.fl.) som midaldrende miljøsvin på sangen "Connect the Dots" – man skal lige vende sig til at høre hans lidt naive, barnlige fraseringer kombineret med Arjen Lucassens karakteristisk pompøse stil.

Jeg kunne fremhæve masser af højdepunkter og kuriøsiteter fra "01011001" – den overmegaseje "Unnatural Selection" (med en markant Jorn Lande på menuen), Jonas Renkses første growl på plade i årevis (på "The Sixth Extinction")… Men gå selv på opdagelse på dette fede, letflydende dobbeltalbum. Der er stort set lutter god musik fra ende til anden.