Melodi-metal
Ah, Sverige og powermetal – nok den bedste kombination siden rejesalat og hotdogs! Uanset genre, så virker det naturstridigt for vores kære svenskebrødre at undlade store armbevægelser og Melodi Grand Prix-elementer. Det västeråsiske band har eksisteret siden 2001, hvor de hed Powerage. Det skiftede de dog til Axenstar i 2002, og har lige siden produceret relativt formularisk powermetal. Trods at de snart kan fejre en 20-års fødselsdag, så er deres musikalske rejse ikke mange flag i kagen værd.
Håbløs affære
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor de valgte at skifte navn fra Powerage til Axenstar, umiddelbart så passer Powerage meget bedre til bandet. Det er et kedeligt navn, der indeholder deres egen genrebeskrivelse – det svarer lidt til, at en røvsyg samlebåndskrimiforfatter udgav bogen ”Krimi Krimien”. Axenstar lyder til gengæld langt mere mystisk og storslået, men det er desværre rent røgslør. Musikken er ikke dårlig, og den er da også velproduceret, men det er virkelig standardiseret og derfor møgkedelig powermetal. Der er intet nyt under solen, hverken i forhold til genren eller deres tidligere udgivelser – det er så grelt, at man sidder og tænker, om ikke albummets titel The End of All Hope er en reference til bandet selv. For hvis man satsede på noget nyt eller banebrydende, ja, så sidder man tilbage med en næse så lang, at selv Pinocchio håner en!
Og kære læser, hvis du nu sidder og tænker, ”Nøh, han kan jo ikke lide power-mædl!”, så tager du virkeligt fejl! Jeg elsker faktisk powermetal, jeg mistede sågar min metal-mødom til et powermetalband! Men powermetal er en skør, skør genre fyldt med tåkrummende lyrik, absurde tematikker og idiot-savante musikere. Der er så mange klichéer omkring powermetal, og desværre er der også rigtigt mange bands, der på daglig basis bekræfter disse klichéer. Derfor skal man virkelig stramme ballerne, hvis man ønsker at lave ordentlig power eller også skal man væbne sig med ufattelige mængder selvironi. Axenstar har hverken humor eller talent nok til at retfærdiggøre deres manglende humor – desværre. Det meste af albummet falder ind under ”okay”-mærkaten med få undtagelser som fx nummeret ”A Moment in Time”, som er så pivringe, at det burde være strafbart! Introen på det nummer er som et brudstykke fra en sang, der ikke fik lov til at komme med til et glemt Melodi Grand Prix afholdt på en parkeringsplads i Moldova – i regnvejr!
Og så er vi nødt til også lige at nævne vokalisten Magnus Winterwild, for hans bidrag er muligvis det, der gør, at Axenstar fremstår så røvsygt. Udover at være dybt anonym, så virker det til, at der er lagt en eller anden form for effekt på hans vokal, så det lyder lidt, som om han står i en form for lydisoleret kælder, mens resten af bandet står ovenpå. Hvilket både er godt og skidt, for hans vokal er virkeligt ikke imponerende (jeg er faktisk i tvivl, om han kan synge eller ej). Resten af bandet faktisk spiller udmærket, så måske var det et forsøg på at drukne ham i mixet?
Nej, bare nej
Powerage, Axenstar – kald jer hvad I vil, resultatet er det samme. Nemlig møgkedelig og generisk powermetal, som ingen kommer til at huske, og det skyldes primært Magnus og hans irriterende vokal. Uden den ville bandet måske godt kunne klare sig som en form for Iced Earth Light, for de har enkelte passager, som er mere thrash end power. Men uanset årsag, så er The End of All Hope virkeligt ikke meget værd. Det er i sandhed en håbløs affære, og jeg er ret så sikker på, at dette album blot vil blive endnu en del af den enorme bunke af powermetal-klichéer.
