Aversions Crown knækker koden og laver solid og innovativ deathcore

Mere af det samme? Nej, heldigvis ikke

Sorry, men jeg kan sgu ikke gøre for det. Jeg arbejder ihærdigt på at ændre dem radikalt, men det er en lang og hård proces. Jeg snakker selvfølgelig om mine forudindtagelser, eller fordomme om man vil, om deathcore. Jeg har intet imod genren, slet ikke. Der er mange fede deathcore-bands derude. Men når jeg hører ordet deathcore, tænker jeg altid på den der genre med alle de forsimplede riffs, en ensformig vokal og en masse breakdowns. Ak ja, alle de evindelige og næsten kvalmende forudsigelige breakdowns...
Men så er der jo heldigvis altid en håndfuld bands, der er garanter for at tilføre genren noget nyt. Et band som Carnifex er selvsagt altid spændende og tænker gerne ud af boksen, men nu har australske Aversions Crown for alvor meldt sig ind blandt genrens bannerførere.

Deathcore for voksne

Kvartetten fra Brisbane "down under" er ude med deres tredje langspiller, Xenocide. I øvrigt første skive med den nye frontmand, Mark Poida. Der er her tale om et yderst forfriskende pust. Selvfølgelig indeholder pladen alle de førnævnte og forudsigelige deathcore-floskler – ellers ville det jo ikke være deathcore – men den rummer også mere end det. Når et så dygtigt band som Aversions Crown smider tøjlerne og ikke lader sig låse af diverse prædefinerede genremæssige begrænsninger, opstår der sofistikeret, kompleks og atmosfærisk musik med en sådan aggression, at balancen mellem det smukke og det brutale er hårfin. Lyt bare til "Stillborn Existence" og "Ophiophagy". Bedre deathcore fås efter min ydmyge mening ganske enkelt ikke, og alle fans af genren bør gøre sig selv den tjeneste at lytte, ikke bare til disse numre, men til hele pladen og dens yderst fascinerende helhed.
Om det meget Ridley Scott- og Alien-inspirerede tema, der er gennemgående på pladen, kan man mene, hvad man vil. Men hvor er det dog befriende ikke at kunne gætte sig til, hvad der sker om fire, otte og tolv takter. Xenocide er dejligt varieret. Både fra det ene nummer til det næste, men også på hver enkelt skæring. Og så kræver albummet spidse ører fra sin lytter. Trænger man bare til et hurtigt fix, er det nok ikke denne plade, der skal smides på anlægget. Men er det derimod et større og sammenhængende værk, man vil høre, må Xenocide være løsningen.

Fremtiden er lys

Bandets udfordringer med hensyn til lineuppet synes løst nu. Den nye bassist, Steve, komplementerer trommeslager Jayden Mason på fornem vis – for satan da, hvor han i øvrigt spiller fantastisk! – og i mine ører har Aversions Crown nu fundet både det rette lineup og den rette lyd. En lyd, der fremover skal adskille bandet fra "alle de andre", som stadig hænger fast i den forudsigelige suppedas, hvor deathcore låser sig om sig selv og aldrig får rystet sig fri af sine begrænsede udviklingsmuligheder. Aversions Crown har knækket koden – fra nu af er deathcore ikke bare deathcore.