New Delhi er næsten lige om hjørnet fra Stockholm
I sin oprindelige form var en avatar en hinduistisk guddom i fysisk form. Sidenhen er ordet avatar blevet brugt i en del andre sammenhænge fx tegnefilmen Avatar the Last Airbender, James Camerons Avatar og betegnelsen for den karakter, man spiller i eksempelvis World of Warcraft. Det er dog hverken fra filmen eller computerspillets verden at den svenske kvintet har fået inspiration til deres navn, men derimod den oprindelige hinduistiske betydning og det, at vi alle potentielt kan have guddommelige kræfter gemt dybt inde i os.
Medlidenhedsdrab er stadig for voldsomt, men…
Medmindre man har boet under en sten de sidste 20 år og jammet drone/noise med PKWST, så er man nok godt klar over, at Avatar er blevet en form for musikalsk totalteater. Alt fra melodød til country over blues til 80'er power ballader er tilladt, så længe det tjener et formål i det samlede gøglerunivers.
Problemet er bare, at der ikke lader til at være et formål med Dance Devil Dance. Ingen rød tråd. Ingen samlet fortælling, Intet, der forklarer, hvorfor eksempelvis titelnummeret og ”Chimp Mosh Pit” skal have mindre udvikling end DR Congo har haft siden år 2000. Så statiske numre er det stik modsatte af det sprælske galningecirkus, som Avatar efterhånden er kendt for. Som modspil til disse dødssejlere og stærkt inspireret af Strapping Young Lads The New Black kaster ”Valley of Disease” og ”Do You Feel in Control?” sig dog hovedkulds ud power ballade-fællessang, skævt electronica og skabagtige vokalindslag. Det er en kende dumt, og læner sig lidt for meget op ad de gæve canadiere, men det er et par glimrende lussinger i forhold til resten af pladen.
For der er virkelig ikke meget andet positivt at sige om Dance Devil Dance, end at den indbyder til endnu flere spørgsmål. Hvorfor skal lytteren trækkes igennem den Batman-temainspirerede, glamificerede fællessang ”Gotta Wanna Riot” og ”Hazmat Suit”, der lyder til at være så meget Volbeat-tilbedelse, at Avatar ligger og skriger: ”harder haddy”, mens Michael Poulsen prygler svensken med skeer og vaskebræt? Begge numre er ren og skær musikalsk aversionsterapi på niveau med A Clockwork Oranges øjenåbnende ”Ludovico-teknik”. Og havde man en forhåbning om, at duetten med Lzzy Hale ”Violence No Matter What” kunne råde bod på disse musikalske forbrydelser mod menneskeheden og runde pladen godt af, så kan man godt tro om igen. Afspejlende den manglende udvikling fra titelnummeret er duetten både ligegyldig og intetsigende og frk. Hale giver på ingen måde den tiltrængte rock’n’roll-indsprøjtning, som man ellers kunne forvente. Et lyspunkt i hele denne jammerlige affære, ud over The New Black-inspirationen, er dog producer Jay Ruston. For hvad end det er moderne melodød, country, glam ballader eller noget helt fjerde, så er lydbilledet knivskarpt, og man er ikke i tvivl om, hvad Avatars hensigter med de forskellige sektioner er.
Der skal mere end frisk halm til at få cirkushesten op i gear igen
PÅ Dance Devil Dance lyder det til, at Avatars cirkustog for alvor er kørt af sporet. Der er hverken en rød tråd med en overordnet fortælling eller fokus på stærke enkeltstående numre. Pladen er lyden af et band, der stadig gør alt det, de altid har gjort, men energien til at få det hele til at gå op i en højere enhed er på ingen måde til stedet. Dance Devil Dance er venstrehåndsarbejde, og som efterfølger til den jævne Hunter Gatherer er der meget, der tyder på, at Avatars cirkus har hårdt brug for nye artister.
