Tobias Sammet, som normalt synger for i Edguy, er her klar med et nyt album med sit sideprojekt Avantasia. Ideen med projektet er at hive en masse gæstesangere ind og lave sådan lidt operastemning i et ellers lige ud af landevejen heavyrock- og melodisk powermetalunivers. "The Scarecrow" gæstes således af Jorn Lande, Roy Khan, Alice Cooper, Bob Catley, Oliver Hartmann, Michael Kiske og det mere ubeskrevne blad, Amanda Somerville. Musikerstaben udgøres af Sammet på bas, Sascha Paeth på guitar, Michael "Miro" Rodenberg, som har stået for keyboard og orkesterarrangementer, og Eric Singer på trommer. Albummet krydres tillige med tre gæsteguitarister, Kai Hansen, Henjo Richter og Rudolf Schenker.

Den instrumentale og vokale ekspertise fejler bestemt ikke noget – selv Alice Cooper synger faktisk meget fedt på det ene nummer, "The Toymaster", hvor han er med, og Tobias Sammet har også selv en fin stemme. Åbningsnummeret "Twisted Mind" er desværre det eneste møde med Roy Khan, hvilket er ærgerligt, fordi han formår at give den ellers noget glatte, klichéprægede musik lidt kant. Folk som Lande og Catley er stadig seje, men deres sangfraser er federe på Ayreons nyeste album "01011001". Problemet med "The Scarecrow" er netop, at mens produktionen – fra studieteknikken til den flotte digipak-indpakning – er lækker og gennemarbejdet, er kompositionerne for de flestes vedkommende alt for enkle og poppede på den overfladiske måde. På den medfølgende dvd i specialudgaven af albummet, fortæller Sammet bl.a., hvor stolt han er af det over 11 minutter lange titelnummer, som han vist nok synes er ret komplekst. Men det er egentlig bare en lang sang – der er ikke specielt mange musikalske ideer i det. Vi får lidt hyggelige folkemusikpåvirkninger (der igen er hørt meget mere overbevisende hos Ayreon) på nummeret, men det er også det mest avancerede. Generelt er musikken på albummet egentlig bare tysk melodi grand prix-pop med hegn på, og det gør, at man har svært ved at nyde de fedt afviklede instrumentale passager, der er her og der (f.eks. på "Shelter from the Rain"). Numre som "Carry Me Over" og "Lost in Space" kunne lige så godt have været Bryan Adams-numre. Der er ikke noget principielt galt med at ville lave mainstreampop, men som så mange andre elementer på det her album, er det hørt bedre andre steder.