Solhverv på gården

Sequania er det sjette fuldlængdealbum fra den franske black metal-duo Autarcie. Pladen er et mindre europæisk samarbejde udgivet gennem det tyske label Purity Through Fire, som udsendte albummet på CD i april og planlægger at udsende det på LP i løbet af efteråret.

Autarcie betyder selvforsyning, og gennem Sequanias black metal-univers tager bandet lytteren med rundt på albumcoverets lille gård med sange som ”La Haute-Chasse”, ”La nuit descend” og ”Terre brûlée”, som frit oversat betyder Højjagten, Natten falder på og Svag - eller brændt - jord.

Trve kvlt civilisationen

Autarcies black metal-univers er, udover den lille gård, meget generisk i lydbilledet. Især nummeret ”Terre brûlée” opfylder black metal-standarden med rumlende guitarer, blastbeats, dobbeltpedaler og en mand, der skriger lidt af verden. Jeg indrømmer, at da jeg hørte nummeret første gang, brød mine ører i brand i solidaritet med jorden, men for trve kvlt black metal-fans vil det uden tvivl være bedste sang på skiven.

Dog findes der mange atypiske træk for genren på det franske album. Nummeret ”Virelai d’ivraie” starter med en akustisk intro og bevæger sig over i uforvrængede riffs og en ren, dyb vokal, som er ganske forståelig. Hvis man altså kan fransk. I samme nummer råbes frasen "Vive la Civilisation!", hvilket går godt i spænd med det at være selvforsynende, udviklingen af civilisationen og det at se tilbage og videreudvikle.  

Trve kvlt-selvhøjtideligheden er svær at finde hos franskmændene, der bestemt ikke er uden humor. Introen til outroen ”Echos du noirment” minder nemlig lidt om gode, gamle Bon Jovi-sange, hvis bare de var optaget i en mørk, mørk skov.

Habil og genkendelig

Som sagt indeholder Sequania alle de elementer, der forventes af black metal, og mere til endda, og Autarcie skal have stor ros for deres musikalitet og for at have skabt et velkomponeret album. Vokalen er fed, og i enkelte øjeblikke minder den lidt om Solbrud og Afskys Ole Luk, hvilket klart er positivt. På grund af skivens velkomponerethed går den ikke tabt i mængden, og den er unik i den forstand, at jeg ville kunne genkende bandet, hvis skiven blev spillet af en eller anden pladevender.

Alt i alt et ganske habilt album, som franskmændene sagtens kan være bekendt.