Fra ‘the outback’ til Stengade
Tilbage i 00’erne stod den australske duo Austere bag to roste depressive black metal-udgivelser, der begge var kompromisløse bidrag til denne vanskelige genre. Men efter To Lay Like Old Ashes i 2009 hørte man intet til duoen før 2023, hvor de pludselig gjorde comeback med Corrosion of Hearts. Det var et godkendt, men alligevel ikke helt overbevisende forsøg på at opdatere Austere-lyden med flere melodiske og atmosfæriske indslag. Efter en forrygende aften i duoens selskab på Stengade i København tidligere dette efterår blev jeg dog overbevist om at give Austere og deres fjerde udspil, Beneath the Threshold, en chance. Det har vist sig at være en glimrende ide, også selvom det udkom helt tilbage i april i år.
Melodisk. Minimalistisk. Magisk.
Fra åbneren ”Thrall” til lukkeren “Of Severance” er Beneath the Threshold nemlig propfyldt med melodisk, minimalistisk og temmelig magisk depressiv black metal. Der sker egentlig ikke ret meget på de enkelte numre, men det er bare så pokkers dragende. De fleste sange består for det meste af en eller to bærende melodier, tilbagelænede trommer og så en masse repetition. Det er imidlertid så utroligt gennemført og så forførende, at man aldrig keder sig.
”Thrall” fortsætter stort set stilen fra Corrosion; det er bare endnu mere melodisk, men stadig så sørgmodigt og gribende, at det gør ondt på den helt rigtige måde. ”The Sunset of Life” har et næsten triumferende riff og en mur af melankolsk guitar inklusive en lang og gudesmuk afslutning. Når man lige har skamhørt den nye Opeth, er det en sand nydelse at lade sig bære væk af disse smukke og forførende strofer.
Lyrikken består af de for genren sædvanlige temaer om ensomhed og desperation, og scenen er sat ude i naturen. Det er imidlertid slet ikke her, australierne har deres styrke, for den er nemlig at tilføje disse forholdsvis banale betragtninger en masse episk patos, og det lykkes overalt. Albummet afsluttes med “Of Severance”, der godt nok er den sang, der minder mest om bandets to første udgivelser, men endnu et triumferende riff rækker uimodståeligt mod himlen, hvilket er i modsætning til de to første album, der var langt mere klaustrofobiske og indadvendte.
Hvorfor kan vi li’ at lide så meget?
Det er jo som bekendt dejligt at rase, hade, brænde kirker ned, tilbede Satan og alt det andet, der hører til i denne subgenre, men det, blackmetallen i stadig stigende grad gør allerbedst, er at skabe stemninger og etablere en emotionel forbindelse med lytteren, og det er Beneath the Threshold et af årets mest fornemme eksempler på.