Iron Maidens dæmoniske bastardsøn lader helvede bryde løs og sætter modemetallen i brand
Keepin’ the metal alive
Portugisiske Attick Demons har siden banddannelsen i 1996 haft én klar mission: at holde liv i den klassiske heavy metal. Skidt pyt med musikalske modefænomener og eklektiske eksperimenter – her ved du, hvad du får: gammeldaws heavy som snydt ud af næsen på fordums tunge drenge. I år kan portugiserne og denne metalmission fejre 20-års-jubilæum, og det gør de med udgivelsen af bandets – kun – 2. album, der med sin faretruende titel, Let’s Raise Hell, lægger op til en allerhelvedes hed omgang!
Iron Ma… Attick Demons
Old school-helvede bryder løs fra første, spæde sekund, og jeg bliver fluks i tvivl om, hvilket årti jeg befinder mig i; kalenderen siger 2010’erne, men mine ører siger 1980’erne.
Der opereres i krydsfeltet mellem heavy metal og power metal, og der er absolut intet nyt under solen ift. denne konstellation eller udførslen af den: Trommerne spilles tight, bassen er tung, og guitarerne galopperer af sted med de obligatoriske dive bombs og andet festligt lir. Der synges om legender og mysterier med en melodisk, high pitched vokal, der stedvis smider Halford-agtige skrig efter os – fx i ”Glory to Gewain” og ”Ritual”.
Inspirationen fra de gode gamle NWOBHM-legender er tydelig, og fascinationen af bands som Helloween og Manowar er indiskutabel. Én inspirationskilde overgår dog massivt alle de andre: Iron Maiden!
Hele Attick Demons’ lydbillede læner sig voldsomt meget op ad Iron Maidens, men især vokalpræstationen fra Artur Almeida skaber skizofrene deja-vu-oplevelser til ingen ringere end mr. Bruce Dickinson. Der synges dramatisk, teatralsk, storslået og i et toneleje meget nær Dickinsons. Lighederne er slående på samtlige numre, men tag bare ”Ghost” og sidste sektion af ”The Endless Game” – wow!
Interessant nok er disse ligheder på én og samme tid Attick Demons’ største styrke og største svaghed: Nogle vil klandre de kære portugisere for at være et Maiden-rip off, og andre vil beundre sammenfaldene. Personlig synes jeg, musikken udføres med stor ærefrygt og overbevisning, og jeg ser det hellere som en musikalsk hyldest end plagiering.
Forsøger vi her til sidst at se bort fra de lammende ligheder, hvad har gutterne så reelt set at byde på? Jo, lidt af hvert. Langt størstedelen af skæringerne er solide, og gutternes intention om at revitalisere den traditionelle tungmetal understreges fra første nummer, ”Let’s Raise Hell”.
Jeg er dog i tvivl om relevansen og succesgraden af et par andre numre, fx ”Dark Angel”. Her er både en malplaceret orientalsk intro og en – i mine ører – yderst irriterende kvindevokal med på sidelinjen. Idéen med et stemme- og kønsmæssigt modspil er skam god nok, men det fungerer bare ikke. Jeg fornemmer ingen forbindelse mellem de to vokalister, og kvindens vokal er simpelthen for svag.
Håbløst umoderne, men helvedes vedstående
Er du i underskud af 80’er-vibes; trænger du til et heavy-fix; eller længes du efter alt, der ’rimer’ på Maiden? Så frygt ej længere! Attick Demons er kommet dig til undsætning med et dejligt album fuld af power og punch. Min eneste klage er – som sagt – at enkelte numre skaber mere forvirring og frustration end gavn og glæde. Øv. Trods dette hiver old school-drengene en solid 7’er med sig hjem.
