Italiensk for teknisk avancerede

Athena blev første gang dannet i Italien helt tilbage i 1991 og har på sin vis fungeret som springbræt for sanger Fabio Lione, der senere skulle gå hen og blive aktiv i bands som Rhapsody of Fire og Labÿrinth. I 2019 blev gendannelsen med en ny frontmand markeret med “XIX” som forlængelse af navnet. I 2022 meldte Lione sin tilbagekomst, og nu er første fuldlængdeudgivelse i over to årtier klar. Men bliver man 19 gange bedre, bare fordi man skriver det med romertal?

Kampen om midten

Man kommer ikke langt ind i pladen, før det står klart, at det relativt snævre lydbillede er domineret af skærende guitar og lidt for snerrende lilletrommer. Hensigten har uden tvivl været at opnå en kraftig, fremadstormende lyd, som dog hurtigt bliver anstrengende at lytte til. Produktionens absolutte akilleshæl er vokalen, som ligger forholdsvis lavt i mikset. Det resulterer i en kamp om midten af lydbilledet, hvor netop guitar og trommer får forsanger Fabio Liones ellers kraftfulde tenor til at lyde lidt klemt. Det er ærgerligt, da man på den måde underminerer det teatralske element – som man ellers skulle tro, ville være det, man ville fremhæve i denne genre.

Pladen byder dog på et enkelt højdepunkt eller to, og et nummer som “The Conscience of Everything” er vært for en herlig treenighed af fængende tema, ørehængende refræn og progressiv teknikalitet. Det sker også, at bassen får lidt plads i virvaret, og når man lige får ørerne låst fast på den, kan man godt fortabe sig i de lækre detaljer – lige indtil trommer og guitar igen får lov til at overdøve.

Ørerne bliver for alvor sat på prøve på “Synchrolife”, hvor orkestret sætter alt ind på at finde ud af, hvor meget der kan mases ind i ét nummer. Her får vi besøg af operasang, alt imens dissonante akkorder tordner derudad i en ukurant taktart. Det er lige før, kroppen lukker et par sanser ned for at overføre kapaciteten til høresansen i et forsøg på at modstå den igangværende musikalske blitzkrig.

Når stilen fylder mere end indholdet 

Den progressive stilart handler sjældent om at begrænse sig, men det ville have klædt værket, hvis man havde forsøgt. Albummets 54 minutter er fordelt på 13 relativt korte numre, hvor det sidste er en outro, der mest af alt lyder som en orkestergrav, hvor musikerne er ved at stemme instrumenter. Jeg kunne have ønsket mig færre numre, men hvor man i højere grad havde haft fokus på en gedigen gennemkomponering. Med en produktion, der vægter lydstyrke over finesse, fremstår denne udgivelse som hastværk. I bedste fald er dette en omgang fattigmands-Dream Theater, der næppe vil huskes af mange.