Så lev dog i nuet

Det er ingen hemmelighed, at metalcore er en af metalscenens absolutte favoritboksebolde. Hvis det ikke er påstande omkring genbrug eller uopfindsomhed, så kan man altid beklage sig over, at det er alt for nemt at spille og er noget mainstream bras, der ikke hører hjemme på metalscenen. Men nu har metalcore været en ting i omkring 30 år, så måske er det bare på tide at acceptere, at coren er kommet for at blive og komme videre med livet. Måske skulle man også dykke lidt ned i genren fx med den seneste skive fra Arrival of Autumn Kingdom Undone.

Skal man leve op til sit navn?

Ligesom Arrival of Autumns jammerlige 2019-skive The Harbinger, så er Kingdom of Undone også dyrket i fuldfed metalcore-jord. Dog ledes tankerne også hen mod den melodiske dødsmetal, som eksempelvis Himsa gav sig i kast med på deres metalcore-mesterværk Big Timber.

Netop Big Timber og dens hardcorede melodødstråde er tydelig at høre i produktionen, som lige har fået en spand grus og er lidt mere beskidt og riff-baseret end resten af metalcore-feltet. Ligeledes er numre som "Trust" og "Hell Comes Home" nogle aggresive hardcore-drevne fontæner af vrede med samme kant af amerikansk melodød som Himsa. Specielt soloen og sidste halvdel af "One More Day" har langt mere melodød i sig, end In Flames har haft i de sidste ti år. Som sådan er nyhedsværdien i at kombinere disse to genrer den samme, som at Copenhells booker ofte frekventerer metallens plejehjem. Men at kigge helt tilbage til sluthalvfemserne og sætte den lyd i et moderne perspektiv gør alligevel Kingdom Undone til en interessant størrelse. Havde resten af pladen tilsvarende historiske perspektiv, så havde Arrival of Autumn formået at slå sig fast som et af de mest interessante bands på den globale metalcore-scene.

Det har resten af pladen bare ikke. Resten af pladen har faktisk ingen nævneværdige kvaliteter og går hurtigere ned ad bakke end et forkert skridt på Mount Everest. Arrival of Autumn kaster sig nemlig over nu/alternativ metal fra de sidste tyve år i skøn forening med metalcore a la masseproduktion. "Your Fiction" startet egentlig i samme spor som "Trust", men bliver derefter smeltet sammen med djent, Spineshank og Bring Me The Horizon og ender som Wish-udgaven af monstret fra Evil Dead Rise. "Ghosts" er så skabelonskåret metalcore, at man skulle tro, en pædagog havde hjulpet bandet med at klippe nummeret ud. Helt jammerligt ringe bliver det dog på "Hallowed" og især "Liminal". Førstnævnte lyder som Three Days Grace, der desperat forsøger at core-ificere deres lyd for at være ung med de unge, og "Liminal" er så meget Slipknots Vol. 3 kopi, at jeg forestiller mig bandet ligge på maven på sengen, svingende med benene, mens de falder i svime over en plakat af Corey Taylor.

Fjerde gang er måske lykkens gang

Selv om cirka halvdelen af Kingdom Undone er nogle frygtelige nu metal-inspirerede core-ligegyldigheder, så er der faktisk en halv plade, jeg er voldsomt imponeret over. Det er et yderst vellykket forsøg på at tage metalcorens unge melodøds-inspirerede år og opdatere dem til, hvordan metalscenen ser ud i 2023. Faktisk så vellykket at man kunne tage pladens gode numre og smække sammen til, hvad der kunne have været en af 2023’s mest interessante ep’er.