Heavy metal på amerikansk manér og fuld af frustrationer – både for musikere og medlyttere
Fuld fart over feltet
Hold nu fast, der er sket meget på de sølle fem år, Denver-baserede Arise in Chaos har eksisteret! Ét år efter banddannelsen i 2011 smed de deres debutplade, Civilization Decay, på gaden – med forholdsvis stor succes. Dette blev adgangsbilletten til at lege på livescenen med de store drenge i bl.a. All That Remains, Soulfly og Motionelss in White. Det er dog ikke kun entydigt positive ting, debuten har slæbt med sig – den har nemlig også indledt massive forandringer i bandstaben, hvor 3 ud af 5 originalmedlemmer er udskiftet, og den oprindelige guitarist, Dustin Lei, nu tager sig af vokaltjansen i stedet. Til al held har gutterne formået at ’rejse sig i kaosset’ og allieret sig med ingen ringere end David Ellefson og hans pladeselskab, EMP Label Group, hvorfra drengenes follow up-album, Terminal Cognition, udkommer.
Inferno af intens indebrændthed
Efter at have surfet lidt febrilsk rundt på bandets Facebook-side, stødte jeg på boksen ’bandinteresser’, som gutterne kort og præcist har udfyldt med ’brutality’ – og ja, det er nok det ord, der bedst beskriver Terminal Cognition-oplevelsen. Det er på alle måder et brutalt og voldsomt album, hvor der ikke efterlades mange sekunders spilletid til ro og eftertænksomhed – speederen er i bund, og det tunge skyts er fundet frem.
Denne aggressivitet præsenteres lige fra start med åbningsnummeret, ”Nero”, der kaster lytteren hovedkulds ud i buldrende trommer, hurtige guitarriffs og en vokal, der er så hidsig, at den nær skærer dine øregange op.
Samme eksplosive opskrift synes at være brugt på samtlige af skivens 10 numre, hvoraf ”The Divine”, ”Siren” samt ”Violent Colors” kan fremhæves som de mest interessante – på godt og ondt.
”The Divine” er utvivlsomt skivens stærkeste spiller. Fra første toneanslag oser nummeret af tungt groove metal med rytmisk chug-chug-guitarspil og komplimenterende trommer, og når vokalen bryder kaosset, er det svært ikke at tænke på Randy Blythe og hans rablende, rasende råben – der er i det hele taget en snært af de gamle Lamb of God-dage at finde hist og her på mange af skivens skæringer.
Hvor ”Siren” fortsætter det maniske smadre-togt og samtidigt præsenterer et af pladens fedeste guitarspor, nedsættes tempoet kortvarigt i første del af ”Violent Colors”, der indledes med ét minuts rent, atmosfærisk og jævnt kedeligt guitarspil akkompagneret af skrattende lydklip – et billigt trick, der er hørt umenneskelig mange gange før. Det virker som om, dette minut er det eneste sted, hvor gutterne har forsøgt at afvige fra deres trofaste jeg-er-sur-og-vil-råbe-indtil-mine-lunger-brister-opskrift, men det fungerer altså ikke rigtigt – tilføj mere kreativitet og engagement, og det vil måske lykkes.
Hvordan var det nu, den var?
Alt i alt tilbyder Terminal Cognition en imponerende instrumental side, der kun plages af få svipsere, og især guitarsektionen høster roser for de hurtige, mørke og kraftfulde riffs. Vokalen, derimod, er egentlig ok – ikke fantastisk – men jeg savner lidt variation, der bryder den til tider skingre stemmeføring. Det er simpelthen for meget af det samme. Denne problematik gør sig – desværre – også gældende for samtlige af skivens numre: De er fede nok, så længe skiven snurrer, men efter endt kognition-koncert kan jeg ikke huske ét eneste nummer – kun den psykotiske vrede. Derfor kan vi ikke kravle længere op ad pointstigen end til 6 kaos-kranier.
