Endelig, endelig er det blevet tid til nyt album fra det svenske/ tyske melodiske dødsband Arch Enemy. Khaos Legions er bandets efterhånden 8 studie album, og efterfølgeren til et af mine personlige album højdepunkter fra 2007, Rise of the Tyrant. Derfor var det med en hvis portion forventningens glæde, at Khaos Legions blev sat igang.

Umiddelbart virker det som om, at Arch Enemy har valgt at fortsætte i det samme spor som på Rise of the Tyrant. På denne skive skete der et forholdsvist stort skift i forhold tidligere Arch Enemy skiver som Doomsday Machine og Wages of Sin, hvor de melodiske guitar passager fik endnu mere plads i forhold til Cristopher Amotts tilbagevending på guitar, og aggressiviteten fik et nøk op ad i forhold til guitarerne og Angela Gossows brutale vokal. Denne recept virker det umiddelbart som om bandet har valgt at fortsætte, for efter den instrumentale intro Khaos Overture kastes man som tilhører ud i en gang hvinende guitarer tilsat Daniel Erlandssons trommer, hvorefter Angela Gossgows brutale vokal bryder lydmuren.

Yesterday is Dead and Gone er et klassisk Arch Enemy nummer i den forstand, at det er bygget op om Amott brødrenes fede guitar kompositioner og Gossgows vokal. Derudover indeholder nummeret alle de kemdte Arch Enemy elementer som melodiske passager, potente riffs, og skiftende trommer. Arch Enemy er mestre i at skabe afvekslende passager i musikken, hvilket de kun gør endnu bedre på Khaos Legions albummet i forhold til Rise of the Tyrants og tidligere skiver, for på Khaos Legions er kontrasterne mellem de melodiske passager og de mere brutale og hurtigere stykker blevet større, hvilket jeg synes er virkelig fedt.

Et andet nummer som jeg vil fremhæve fra albummet er Cruelty without Beauty. Igen startes nummeret af melodiske guitarer, hvorefter nummeret roligt bygges op, og eksploderer så snart Angela Gossgows potente vokal sætter ind og smadre trommehinderne. Jeg synes virkelig, at måden hvorpå dette nummer er bygget op er genial, og der sættes endnu engang en tyk streg under Amotts brødrenes genialitet hvad angår de musikalske kompositioner. Derudover har bandet valgt at inddrage visse klassiske elementer i form af et musik stykke, som kører igen og igen, og som integreres på en rigtig fed måde.

Dette er en af de styrker, som Arch Enemy viser på Khaos Legions, for selvom jeg et andet sted i denne anmeldelse har skrevet, at bandet kører efter den samme recept som på Rise of the Tyrant, er bandet ikke bange for at eksperimentere, hvilket jeg i den grad synes, er med til at løfte albummet. Udover at inddrage klassiske kompositioner på Cruelty without Beauty, er der også blevet plads til visse powermetal elementer på nogle af numrene, hvilket jeg igen kun synes er med til give albummet et hak op ad.

Udover de to numre jeg allerede har nævnt, vil jeg også fremhæve No Gods, No Matter som er virkelig lækkert, og hvor guitarerne, trommerne og Gossgows fede vokal skaber en hellig, catchy treenighed, som kun få bands kan gøre efter. Derudover er Under Black Flags We March og Cult of Chaos nogen af de bedre Arch Enemy numre.

Der er dog nogle få minusser ved pladen. For det første er jeg ikke helt tilfreds med, hvordan bandet har valgt at bruge Angela Gossgows fantastiske vokal. Jeg sidder lidt med en følelse af, at man med vilje har valgt, at Gossgow kun skal ramme en 80 % af, hvad hun med sin brutale vokal ellers kan leverer, hvilket er synd. Jeg mangler lidt et nummer som We will Rise eller Nemesis, hvor Gossgows vokal virkelig hamre igennem. Derudover synes jeg, at Arch Enemy på den sidste halvdel af albummet mister lidt af den energi, som ellers kendetegner første halvdel af skiven.

Alt i alt er Khaos Legions en virkelig lækker skive. Amott brødrenes guitarspil blandet med Angela Gossgows brutale vokal, holder hele vejen, og selvom jeg synes skiven mister lidt af sin energi til sidst, er den en virkelig fremragende skive. En god blanding af Arch Enemys tidligere skiver, tilsat visse eksperimentelle passager, som fungerer virkelig godt. Så en helt klar anbefaling herfra.