Arch Enemy og Behemoth søsatte deres European Siege turné i slutningen af september, og endelig blev det Danmarks tur til at prøve kræfter med de to giganter. Med sig tog de legenderne fra Carcass og Unto Others. Denne aften bød på en af de sidste i turnéen – mon der var mere krudt i tønden? Forum som koncertsted kan godt være lidt af en oplevelse – på den ikke alt for gode måde. Lyden i salen kan være utaknemmelig og utæmmelig, men denne aftens Black Box-arrangement viste sig dog fra den pænere side, og tak for det.
Unto Others
Unto Others er et relativt nyt band, der startede for 5 år siden under navnet Idle Hands, men har gået under navnet Unto Others de sidste par år. De har ikke fået specielt meget opmærksomhed herhjemme endnu, men måske denne aftens præstation kunne rykke på den kendsgerning.
De gik på scenen uden et ord og fyrede godt op for deres dunkle gotiske heavy med nummeret ”Heroin”. Umiddelbart lød især vokalen noget anderledes, end hvad jeg havde forventet. På det jeg havde hørt forud for koncerten, så var vokalen meget 80’er-agtig og dare-I-say ikke 80’er-metalagtig. Men det var den til gengæld live. Mere rå og vild – og det klædte musikken. Alligevel væltede en sur mand forbi mig på vej væk fra scenen, for ”det var sgu for poppet det her”.
Og uagtet at musikken var dyster, så var den immervæk også langt fra fx Carcass, der gik på bagefter. Publikum var da også kun delvist med dem. De klappede ivrigt mellem numrene, men var ikke sådan rigtigt med under musikken. Måske kendte publikum ikke musikken – eller måske var det bare klassisk opvarmningsstemning i Forum, og bevares, lyden var heller ikke ligefrem 100 % på bandets side hele vejen igennem. Uanset hvad, så var det en lidt flad fornemmelse, selvom bandet så ud til at have en god oplevelse.
Carcass
Carcass har siden midten af firserne leveret klassisk britisk melodød med masser af lir og soli og har på alle måder fundet sin egen lyd for længe siden. Med alder kommer der somme tider også en legendestatus – og det gør sig også gældende her.
Så snart Carcass betrådte scenen, fløj hænder, ølglas og, nåh ja, mobiler i vejret. Mange havde ventet på Carcass, og flere, jeg talte med i løbet af aftenen, mente da også, at de var hovednavnet. Heldigvis var Carcass med på den status, og de var præcis lige så indebrændte som altid, og det huede det københavnske publikum. Jeff Walker i front snerrede vredt af publikum, at de skulle komme i gang, og de adlød ærbødigt deres nye herskere.
Man var på intet tidspunkt i tvivl om, at Carcass kom med et budskab. De spillede intenst og rutineret med skønne videoer af kødopskæring som showstopper. Lækkert – og præcis som man kunne forvente af et band som dem. Både Bill Steer og Jeff Walker havde en fænomenal tilstedeværelse på scenen, og de kom i den grad ud over rampen.
Sætlisten havde mange af de gode gamle numre med – på trods af at de udgav albummet Torn Arteries sidste år, var der fx kun et enkelt nummer derfra – og som perfekt afslutning på ”opvarmningen” fyrede de op for ”Heartwork” fra albummet af samme navn og takkede af.
Carcass cementerede deres status som dødslegender denne aften og leverede på et skyhøjt niveau.
Sætliste
- Buried Dreams
- Kelly's Meat Emporium
- Under the Scalpel Blade
- Corporal Jigsore Quandary
- This Mortal Coil
- Incarnated Solvent Abuse
- Unfit for Human Consumption
- Heartwork
Behemoth
Behemoth behøver næppe nogen introduktion. De har smadret scener i hele verden de sidste 30 år, og nu var de altså taget til Danmark for at indtage Forum. Allerede fra starten fik man en fornemmelse af, at noget stort var på vej. Det store lærred viste Nergal messende og vrængende – og da det endelig faldt, så fyrede de samtidig op for både pyro og røgmaskiner. Så var showet så sandelig skudt i gang.
Et af de fede elementer ved Behemoth-koncerter er, at alle mand er klar på at give dig tæv. Ingen gemte sig bag Nergal. Selv trommeslageren Inferno indpiskede publikum, og Tomasz Orion Wróblewski svingede bassen, som var den en kødøkse på vej mod fjenden – og man kunne bare bøje sig i støvet for deres storartede show. For mig personligt blev de mange kostumeskift med kapper mv. en anelse distraherende, men uagtet tøjsmag, så spillede de forrygende og fik et gedigent tag i hele salen. Det var en nærmest gåsehudsfrembringende version af ”Bartzabel”, vi fik, med hele salen messende mod scenen.
Hele koncerten igennem blev den intense og stemningsfulde vibe bevaret, og så snart åbningsriffet til ”Blow Your Trumpets Gabriel” begyndte med guitarist Patryk "Seth" Sztyber stående i spotlyset som det eneste, så imploderede publikum simpelthen. Selvom sætlisten var domineret af numre fra det nye album, Opvs Contra Natvram, så var det skruet virkelig godt sammen, så der ikke opstod ”huller” i den dystre stemning, som de så dygtigt havde opbygget. Jeg synes personligt, at showdelen efterhånden virker noget rutinepræget – og de blev aldrig rigtigt farlige på trods af deres tydelige forsøg på at være det.
Man kan sige meget om Behemoth, deres staffage, kostumeskift, lir og Nergals liderlige opførsel på de sociale medier. Men kan man heldigvis også sige meget om deres showmanship, deres tæft for musik, der både messer og smadrer, og ikke mindst deres gensidige kærlighed til publikummet. Og det tror jeg bare, at jeg holder mig til. For de var fænomenale, om end også meget rutinerede og ”låste” i deres optræden.
Sætliste
- Ora Pro Nobis Lucifer
- The Deathless Sun
- Ov Fire and the Void
- Thy Becoming Eternal
- Conquer All
- Daimonos
- Bartzabel
- Off to War!
- No Sympathy for Fools
- Blow Your Trumpets Gabriel
- Versvs Christvs
- Chant for Eschaton 2000
Arch Enemy
Aftenens sidste band var for mange hovednavnet – men det kunne jeg for så vidt også have sagt om både Carcass og Behemoth. Der var nemlig publikum til stede, der kun var der for at se et enkelt af bandene, men de fleste tog dog de andre med for oplevelsens skyld. Eller som en fyr sagde i ølkøen: ”Altså, jeg vil sgu da se hende damen!” Uagtet hvilken årsag folk havde til at være i Forum, så har treenigheden nok aldrig tidligere været opbygget af pure fucking metal – men det var den heldigvis denne lørdag. Og så snart Arch Enemys lærred faldt til jorden, og bandet gik på scenen med ild og røg alle vegne, så eksploderede publikum i forskellige grader af skønsang, og ”Deceiver, Deceiver” fra det nye album viste sig at være en superb åbner.
Arch Enemys seneste udgivelse Deceivers fik ellers en lunken modtagelse hos vores anmelder, men den dominerede alligevel sætlisten med næsten halvdelen af sangene. De mange fremmødte så dog ud til at have hørt den godt på forhånd, for det skortede bestemt ikke på skønsang, uanset hvilket nummer bandet diskede op med. Det var dog glædeligt, synes jeg, at de alligevel havde fundet plads til klassikere som ”Nemesis” og ”War Eternal”. Sættet var rutineret sammensat med både midtempo og hurtige sange, men uden at hverken band eller de fremmødte tabte pusten på noget tidspunkt.
Både Jeff Loomis og Michael Amott er formidable guitarister, og sammen med Alissa White-Gluz i front sørgede de for at få et godt tag i de fremmødte og endda få det til at se ubesværet ud imens. Alissa smilede glad og udstrålede en smittende glæde, hvilket var fedt at se, selv så sent på en turné. Imellem de fleste af numrene kom der da også lidt sniksnak om, at Deceivers jo faktisk er indspillet i Danmark, og at vi er en stor familie og lignende. Det er hørt før, men det var publikum tydeligvis ligeglade med, for de labbede alt i sig, som bandet leverede af snak, af hey-hey-råb, af ild og røgmaskiner, af viften med flag – og af pure fucking metal.
Arch Enemy er rutinerede og kan deres kram – det kan ingen tage fra dem. At de skulle på scenen denne aften lige efter Behemoths glorværdige show, gjorde ikke deres optræden dårligere – men det var anderledes. Og for nogle blandt publikum skulle rækkefølgen have været omvendt, men det kan jo være svært at gøre alle tilfreds. Alissa lød strålende, alle musikerne bag hende spillede forrygende, og deres show udstrålede ikke bare spilleglæde, men også masser af attitude. Til gengæld virkede det præcist som det, det var. Afslutningen på en lang turné. Showet var tight, men virkede også meget indøvet eller opstillet, og det var lidt ærgerligt. Man skulle dog alligevel være en mavesur gammel mand for at gå skuffet hjem efter denne omgang.
