Er det det store gennembrud for Aphyxion? Det er i hvert fald skide fedt!
Introduktion
Det undergrundskendte band Aphyxion, der opstod tilbage i 2007, kom med deres første EP Eradication Of Fates i 2009 og der begyndte langsomt at vække sig opmærksomhed omkring dem med deres brutale, men også mere moderne, dødsmetal stil med melodiske elementer, der har udviklet sig mere og mere igennem deres karriere. Bandet har siden hen udgivet deres anden EP Obliteration Of The weak i 2010, spillet på selveste Wacken Open Air 2011 igennem Wacken Metal Battle, som de vandt i 2011, spillet på Copenhell 2014 og et hav af blodige koncerter i gamle Danmark. De havde endda en Europa turné i 2012 sammen med russiske ’’Ease Of Disgust’’. Ligesom overgangen fra ’’Eradication Of Fates’’ til ’’Obliteration Of The Weak’’, så kan man høre Aphyxions markante udvikling, både musisk og lydmæssigt, og det lyder til, at det kun kan blive bedre, tungere og mere brutalt.
Gennemgang
Earth Entangled starter ud med at slå én hårdt tilbage i sædet med ’’Transgress’’, som har droppet alt det finurlige intro-pis og blot går direkte i gang. Ligesom de andre sange, er nummeret hårdt og brutalt, men allerede i omkvædet kan man høre deres nye melodiske tiltag. Det passer perfekt ind i deres nye og forberede stil og gør det på ingen måde mindre ondt, men giver det en mere episk tilgang.
Noget der specielt har udviklet sig er deres guitarriffs som, imens de er skide tunge, er blevet mere catchy og iørefaldende, som når elefanter går i takt. Samtidig har Earth Entangled en række guitar soloer, som ikke er de typiske hurtiger-hurtiger-hurtiger soloer, men derimod langsomme melodiske soloer, der skriger af skønhed, så de hænger harmonisk sammen med alt det hårde. Helt samlet så har guitaren(e) gjort albummet meget mere overskueligt, nemmere at lytte til og derudover holdt fast i den rustne og crunchy metal-lyd, så det er stadig fee døø.
Aphyxion har pumpet sig selv helt op ud over alle grænser, hvis man hører sange som ’’No more Days Of Prime’’ eller ’’Born Abomination’’, så føles de ikke som ét band, men en hel hær af vrede metalheads. Kraftigt bedre er forsanger Michael Vahls vokal som, selvom han ikke lige forekommer som den største og ondteste motherfucker, virkelig har fået kraft på. Det er ikke alene vokalen, men bandet som ét, der har pumpet lyden op til en mastodontisk facade, der maser ens hoved helt sammen.
Konklusion
Man kan virkelig mærke, at vibrationerne er blevet kraftigere og jordskælvet kommer lige om lidt, f. eks. i sange som ’’No More Days Of Prime’’ og ’’Pointless Purpose’’, hvor det, udover fede guitarriffs og et fedt beat, har sat det op i et højere gear og det hele køre på fuldt tryk. Albummet er derfor en perfekt blanding mellem hård dødsmetal og melodisk skønhed. De steder hvor man, med nutidens metal, ville regne med noget ren vokal i de melodiske stykker, da fortsætter Michaels onde vokal lige ud af landevejen med noget ondt growl og det bliver derfor stadigt ultra-ondt. Aphyxion har virkelig formeret noget nyt, men samtidig holder de lidt i deres gamle stil, deres egen stil. Earth Entangled gemmer på ingen hemmeligheder og bringer kun den ægte vare, og i modsætning til Obliteration Of The Weak, som var en smule ensformigt, så er Earth Entangled både varieret, avantgarde og skide sejt. Melodisk metal der virkelig sparker røv!
Hvis du virkelig vil have røvspark, så tjek sangen The New Breed ud, hvilket også har Aphyxions første musikvideo nogensinde.
