Anubis Gate goes Garage Inc.

Prog metal-bandet Anubis Gate fra Aalborg udgav deres første album tilbage i 2004, og deres seneste par skiver har fået masser af ros med på vejen. Dette nye album, der kun indeholder covernumre, er ifølge promomaterialet en nødvendig overgang mellem Covered in Black og bandets kommende materiale. Covered in Colour indeholder en lidt spøjs blanding af musik; en del af numrene stammer endda fra bands, der ikke har noget med metal at gøre. Den store variation i numrene gør, at der er rigeligt at kommentere på, så lad os gennemgå nogle af de mange indtryk, man får af at stifte bekendtskab med dette album.

Spil noget med Slayer!

Første nummer, ”Still Life in Mobile Homes”, kendte jeg ikke i forvejen, og jeg oplevede det som en utrolig langtrukken sang med et omkvæd, der blev ved med at gentage sig – ikke lige et nummer jeg tænker, at jeg får hørt igen. Faktisk skal vi helt frem til ”Chromazone”, oprindeligt fra jazzlegenden Mike Stern, før der begynder at ske noget rigtig godt. Nummeret er ret fedt sat sammen og indeholder en del udmærkede guitarsoloer; så alt i alt gør netop dette nummer et fint indtryk.

Den skæring, der skiller sig mest ud fra mængden, er Slayer-klassikeren ”Aggresive Perfector”, som her fremtræder i en noget speciel version. Indledningsvist støder man overraskende nok på riffet fra ”South of Heaven”, der her bliver spillet på akustisk guitar. Herefter bliver den barske lyrik fra ”Aggresive Perfector” sunget henover endnu mere akustisk guitar samt klaver. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt nummeret har været ment komisk, men under alle omstændigheder fungerer hovedparten af nummeret ikke særlig godt. Til gengæld er sidste halvdel af ”Aggresive Perfector” virkelig godt! Nummeret udvikler sig til en meget afslappende og atmosfærisk omgang, og det besynderlige cover ender derfor enormt positivt. Udover de nævnte numre er sange som ”S.A.T.O” et ganske hæderligt Ozzy Osbourne-cover, og ”Strawberry Fields Forever” er et nummer, der som regel altid er godt, næsten uanset hvem der beslutter sig for at spille det.

Et ujævnt udspil

Anubis Gate er en samling dygtige musikere, det skal der ikke herske tvivl om, og de har sikkert haft det rigtig sjovt med at arrangere og indspille den her noget varierede omgang. Jeg synes dog desværre, at kvaliteten af disse fjorten covers svinger lige lovlig meget. Udgivelsen her vil sandsynligvis kunne fornøje dedikerede Anubis Gates-fans, der ikke vil gå glip af noget, som det kompetente band smider på gaden – resten kan godt springe dette værk over. Nu hvor bandet har fået afløb for deres trang til at spille besynderlige covers, kan man håbe, at de kommer i gang med at skrive noget nyt materiale; det ville nok alt i alt være en bedre måde for bandet at bruge deres tid på.