Så har et af Danmarks internationalt mere kendte bands - nemlig, Anubis Gate - smidt album nummer fem på gaden, som slet og ret har titlen "Anubis Gate".

Så har et af Danmarks internationalt mere kendte bands - nemlig, Anubis Gate - smidt album nummer fem på gaden, som slet og ret har titlen "Anubis Gate".

Der er tradition for, at albums, der har samme titel, som bandets navn, signalerer en fundamental ændring i bandets stil og lyd. Men det er ikke tilfældet her, da Anubis Gate fortsætter i samme retning som både "The Detached" og "Andromeda Unchained", og for så vidt også "A Perfect Forever", og det vil sige melodisk progressiv metal med en stor, men tung lyd, og masser af inspiration fra power metal. Og som på de foregående albums, så virker denne stil fortrineligt på denne skive.

Kigger man efter i sømmene, så er der dog nogle forskelle fra dette album og Anubis Gates' tidligere udgivelser. For det første er der kommet en ny mand på vokal efter Jacob Hansen forlod bandet (det er således vokalist nummer tre, da Torben Askholm sang på de to første albums, men måtte trække sig tilbage af helbredsmæssige årsager). Bandets nye vokalist er bassist Henrik Fevre, og således er der ikke tale om en udvidelse af bandets line-up, men bare, at Fevre nu både står for bas og vikal. Og han gør det ganske udmærket. Hans stemme har nogle fællestræk med Jakob Hansen, men Henrik Fevre bruger langt mindre sangteknikker. Til gengæld er der et eller andet dragende over Fevres stemme i sig selv, og hans sang passer i hvert fald glimrende til Anubis Gates lyd, og der er masser af vokalharmonier, som klinger rigtigt godt.

Jeg synes også, at der, selvom der er kommet en del mere progressive keyboards på, at der ikke er så mange elektroniske effekter på dette album, som der var på "The Detached" (eller, de er i hvert fald ikke så prominente), og så er der også mere fokus på riffs på dette album - og solide riffs er der masser af, og der bydes også på nogle mere finurlige og skæve riffs nu og da. Selvom albummet i det store hele er utroligt melodist, så kan man også høre nogle af Anubis Gates mest aggressive og uptempo stykker nogensinde, og power metallen trækkes også ind i billedet i større grad end på de to foregående albums.

Musikken er uden tvivl progressiv med masser af nuancer og indtryk, men samtidig er der tale om meget melodisk, fængende musik, som aldrign bliver for svært at følge med i. Det er lidt samme model, som Queensrÿche brugte i deres storhedstid, og, selvom Anubis Gate lyder som Anubis Gate og ikke som Queensrÿche, så mener jeg bestemt, at Anubis Gate er blandt de bedste kandidater til titlen som "de nye Queensrÿche".

"Anubis Gate" er progressive, fængende, melodisk, og tungt rockende og sammen med Arch/Matheos' "Sympathetic Resonance" et rigtigt godt bud på årets progressive metaludgivelse.