Det er da bare sådan noget Sabaton-halløj, ikke?
War metal er ikke ligefrem den genre, der fylder mest på den metalliske sendeflade. En hurtig rundspørge vil nok afsløre, at mange metalfans nok er bekendt med legendariske Blasphemy, men i stedet for war metal vil de nok kalde det black metallisk Slayer på speed. En betegnelse der i grunden ikke er helt ved siden af. Men selvom war metal er meget nichet, så har de blasfemiske krigere i Antichrist Siege Machine opnået en overvældende hype på baggrund af deres tredje langspiller Vengeance of Eternal Fire. Så lad os se, hvad det er for en størrelse.
Krigens mange nuancer
Det er dog ikke mægtige Blasphemy, som Antichrist Siege Machine har ladet sig inspirere mest af. I stedet har bandet kigget lidt længere mod nord, til Canada, hvor næsten lige så mægtige Revenge holder til.
Skulle man ikke have luret det ud fra ovenstående, så er Vengeance of Eternal Fire et infernalsk militant støjhelvede. Og det endda et ganske fremragende et af slagsen. Man får cirka halvandet sekunds varsel inden “Son of Man” dernæst “Only Evil” og især “Piled Swine” baldrer det sataniske stalinorgel så eftertrykkeligt af, at selv modtagerens efterkommere har granatchok. Det er klassisk velfungerende war metal udtænkt med samme strategiske primitivitet som bombningen af Stalingrad. Det er dog på pladens midterste del, at man begynder at forstå en del af hypen omkring Vengeance of Eternal Fire. De mere hardcore-prægede toner af “Sisera” og “Cowering Lamb” giver bandet et lækkert twist af punkens ungdommelig rebelskhed, samtidig med at de voldsomt thrashede “Prey Upon Them” og “Vanquishing Spirit” er imponerende tilgængelige, uden at war metallens ultramilitante DNA falmer bar en anelse.
Er man war metal connoisseur vil man dog sætte pris på, at pladen rundes af med manér. “Lysergic War Psychosis” og “Abyssal Hate” er som åbningsnumrene bare skrevet af den mest bestialske, sadistiske, galdespyende, rødglødende pigtrådskværnende dæmon af en general. Der er ganske enkelt ophørsudsalg på selve eksistensen. Trommerne stalinorgel dundrer stadig ubønhørligt, riffsne er som napalm i øregangene, og selvom vokalen næsten drukner i larmen, er man ikke i tvivl om, at der ingen nåde er at finde i de hadske brøl. Her har Antichrist Siege Machine i den grad perfektioneret sonisk terror som ASMR.
Nu er Vengeance of Eternal Fire godt nok en fabelagtig plade, men havde man enten fjernet “Scalding Enmity” eller smidt den mellem “Piled Swine” og “Sisera”, så havde pladens flow været en tand bedre. Produktionen kunne også have haft lidt mere klang af blendede murbrokker, men hører man pladen på anlægget i en gammel Kadett E, så er problemet løst.
Slaget er vundet, og folkekirken bløder soldater
Med andre ord så skal man være en ualmindelig elitær og træls undskyldning for et menneske, hvis ikke man synes, Vengeance of Eternal Fire fortjener den hype, som pladen har fået. Antichrist Siege Machine har på glimrende vis holdt de war metalliske traditioner i hævd, overskredet samtlige forventninger og samtidig givet de sårede soldater nok adrenalin til at kunne gribe til våben og gennemhulle korset.