Ikke smukt, men grænsesøgende
Antediluvian er et dystert canadisk metalband, der kombinerer elementer fra døds-, black og doom metal, og deres musik er af den eksperimenterende skuffe. Musikken minder om abstrakt kunst, og derfor kræver det en særlig opmærksomhed fra lytteren for at kunne se skønheden i denne slags musik. I de 15 år, hvor bandet har lavet musik, har det ikke været for at skabe smuk musik for øret, men derimod for at udforske, flytte og nedbryde grænser indenfor musik.
Duoen Haasiophis (guitarist og vokalist) og Mars Sekhmet (trommeslager) er endnu en gang gået sammen med Aedh Zugna (bassist) for at skabe dette album. Det er otte år siden, at de udgav Λόγος og dermed næsten et årti siden sidste fuldlængdealbum. Spørgsmålet er så: ”Hvad kan vi forvente af deres nye album”?
En lidelsesberetning i flere lag
For musikelskere derude, som ikke kender til Antediluvian, kan det med sikkerhed siges om The Divine Punishment og deres musik generelt, at man kun skal lytte til dette bands musik, hvis man er villig til fordybelse og dedikation til lytteroplevelsen og absolut intet andet. Når folk, der ikke lytter til metal, udtaler, at heavy metal lyder som kattejammer, er musik som denne med til at bekræfte og forstærke den fordom. Man skal simpelthen være hardcore metalhead for at kunne værdsætte den type musik, som Antediluvian laver.
Når du sætter dine bedste ørebøffer på, vil jeg anbefale dig at lukke øjnene. Du vil nu gennem den næste times tid føres gennem en kaotisk dimension – et lydtæppe med utallige lag af lidelse. Du befinder dig i et univers kontrolleret af diskante dissonante lyde, primitive trommer, forstummende skrig, febrilsk hvisken, hysterisk barnegråd, liderlige brøl, sørgmodige klagesange samt paranormale dæmoniske lyde. Musikkens tematik handler om afvigende seksuelle behov, begær og synd – det uskyldige, der bliver ødelagt og forpurret. En kødelig og perverteret grusom længsel efter noget anormal og vanvittigt ondskabsfuldt og en tour de force gennem nogle af livets mest uhyggelige facetter, der afspejles igennem et dybt forstyrret og forskruet sind.
I nogle sekvenser af musikken skabes der associationer til second wave black metal fra starten af halvfemserne og sekvenser af dunkel goregrind. Mine tanker henledes mod en syret blanding mellem noget gammel Darkthrone og Dødheimsgard, men stadig er bandet helt usammenligneligt med noget andet. Selvom kompositioner er sammensat intelligent, er der fokus på, at de skal lyde primitive og rå, og det går rent igennem, for lyden på dette album er mere clean end på alle deres forrige. Lydbilledet er rent ud sagt som en modbydelig gyserfilm, der ikke er skabt til lærredet, men til øret.
Mere et lydbillede end decideret musik
Følelsen fra musikken går under huden, og der er risiko for at føle sig beskidt og delvist traumatiseret efter at have hørt The Divine Punishment.
Antediluvian forsøger med dette album at skabe frygt og foragt hos lytteren, hvorfor de mere lægger vægt på det kunstneriske billede fremfor at skabe noget, der er lyttervenligt og smukt. Det kræver, at man er af en særlig kaliber for at komme smilende igennem dette album. Vokalerne og instrumenter skaber et uoverskueligt, kaotisk og forvirrende lydbillede. Ja, musikken er intelligent designet og velkomponeret, men ligesom med abstrakt kunst er det her også en smagssag, om man ser dette som god kunst. The Divine Punishment er mere en samling af makabre og okkulte lyde end decideret musik. Det er en lektion i lidelse, og de er forholdsvist gode til det, de gør, men medmindre du har en særlig forkærlighed for de dunkle lydbilleder og den mørkeste og grimmeste dødsblack, så kommer du med garanti ikke til at lytte til dette album mere end én gang.
Dog skal det siges, at hvis du allerede er stor fan af Antediluvian, vil der være stor sandsynlighed for, at du synes, at The Divine Punishment er deres hidtil bedste album.