Fyn vil også være med
Der vælter bands ud af både København og de større jyske byer for tiden – selv en lille by som Ribe har mindst to opkommende metalbands at bryste sig af. Til gengæld har øen i midten ikke markeret sig så meget i metalnyhederne den seneste tid. Det bliver der nu gjort noget ved med The Architect – opfølgeren til det spændende Odense-band Annominus’ debutplade, End of Atonement. Man har ikke hørt meget til bandets flydende og melodiske kryds mellem hard rock og metal siden debuten, men nu er de fem gutter klar med ny musik, der udvider territoriet og viser bandets potentiale.
Growl, legato og masser af stemning
Drengene i Annominus er tydeligvis godt integrerede i metalgenren. De har haft mange forskellige subgenrer i spil under sangskrivningen til The Architect; man hører inspiration fra både tech, prog, syre og melodisk metal. Lad os starte med førstenummeret, der også er pladens single, ”Distinctive”. Her hører man en stemmeføring og lyd, der i stil med det andet danske band, Defecto, lægger et tyndt lag prog henover hardrocken, og resultatet bliver et nummer, der både kan føles og headbanges til. Især de flydende omkvæd er vellykkede og skaber en længselsfuld, drømmende atmosfære – stærkt inspireret af de allerældste bands i heavygenren, dog uden at det bliver klichépræget.
Andet nummer fortsætter i samme stil, og er man til tungere metaller skal man undgå at døse hen inden tredje nummer ”Nautilus” overrasker med Gojira-inspirerede hammer-ons, tunge dobbeltstortrommer og en pludselig growlpassage hen mod midten af nummeret. Fedt med variation, men desværre opnår instrumenterne i deres riffs slet ikke samme præcision som den franske inspirationskilde. Øves sangen ordentligt op, kan den blive et fedt livenummer. Det samme gælder tapping-arbejdet på ”Through Perdition”, der ikke helt kan måle sig med de første tre numre – så lad os gå hurtigt videre til ”Logos”.
Der introduceres nu nye genretræk i en sang, der trækker tråde til flere alternative metalbands, og de spiller i ”Logos” perfekt sammen med legatoriffsene – en lækker lille treminutters-sag, der lader Jacob Zinn nærme sig David Draiman med sin stærke artikulering i omkvædet. Klimakset fortsætter med det mørke dræbernummer ”Cubic”, hvorefter pladen aftager i intensitet og ender i et lettere uinteressant ”Audient Void”. Pladen har en tydelig rød tråd i en flydende, alternativ hard rock lyd og enkelte numre ender med at flyde helt ud. Lidt for ofte svømmer vokalen rundt i en halvhjertet Nirvana-stil, hvilket er ærgerligt, når Zinn på andre numre viser, at han kan langt mere end det.
Gå ikke glip af de gode sange
Når Annominus får bragt alle deres forskellige evner i spil, lyder det pissegodt, og sangene har uden tvivl potentiale til at give nogle fede liveshows. Med The Architect har Annominus i endnu højere grad defineret deres egen lyd og viser samtidig, at de på succesfuld vis kan inkorporere elementer fra andre bands i deres egen stil. Som nævnt i gennemgangen er der nogle ting, der skal finpudses, men som ”Distinctive”, ”Cubic” og ”Logos” står som klasseeksempler på, er potentialet stort.
