De rasende rødder fra Anewrage melder sig på banen med vredladen genudgivelse

Old news

I det nordlige Italien, hvor alt er idyl og feriefeber, brydes harmonien af en håndfuld herrer, der er særdeles vrede. Tilsammen kalder de sig Anewrage, og dette har de gjort siden 2009, hvor knægtene aflagde ed om at spille musik sammen – og tak for det! Sjældent har et bandnavn passet bedre til et projekt, for det er i sandhed en ny slags raseri, der serveres: slut prut med den sædvanlige omgang smadder-ballade, og goddag til en frustrationsholdig energiudladning med både kant og skrøbelighed. Egentlig er dette ikke nogen nyhed, for du har kunnet høre det siden 2014, hvor drengene oprindeligt smed deres debutskive, ANR, på gaden, men nu er de altså klar med en dugfrisk genudgivelse.

Velovervejet vredesudbrud

Mit første møde med det vrede slæng fra Milano var singlen ”Rotten”, og føj, hvor er det et fedt nummer! Med dets iørefaldende rytmik og lige-på-og-hårde vokal lægges der ikke fingre imellem, og budskabet går lige ind. Det bliver aldrig sådan dødsmetal-arrigt, men man fornemmer bestemt frustrationerne få frit løb, og jeg må da indrømme, at jeg ryster lidt i bukserne, når jeg hører forsanger Alex Capurros trusler om, at ”I’m really fucking pissed right now, and I’m coming to you to fuck you up” blive råbt for fuld skrald ind i mine ører. Det er næppe noget lyrisk vidunder, men det fungerer.

Efter at have hørt dette nummer et par gange var jeg totalt hyped og klar til at kaste mig ud i en ordentlig gang uhæmmet vildskabsmetal, men der blev jeg hurtigt klogere. Det viste sig nemlig hurtigt, at ”Rotten” overhovedet ikke er symptomatisk for skiven, men derimod en afstikker, der er væsentligt mere brutal end de resterende numre.

Da chokket – og den indledende skuffelse – havde lagt sig, vendte min begejstring for bandet dog tilbage, og set i bakspejlet er jeg glad for, at de iltre italienere har skabt et så vel varieret album, der faktisk er svært at sætte ord på. Den bedste måde, at få en hurtig forståelse af pladen på, er måske ved at høre åbningsnummeret, ”Ape’s Legacy”, der er det tætteste, vi kommer på et stereotypt Anewrage-nummer – hvis sådan et overhovedet findes.

I det større perspektiv lyder skiven som noget, der allerede har 15+ år på bagen, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Der bliver kogt suppe på store dele alternativ metal, en karakteristisk nu-metal-feel, lige dele grunge og punk samt en snert af noget, der minder om melodød. Der er altså klare reminiscenser fra sluthalvfemserne og nullerne, og tankerne ledes ofte hen på navne som Nonpoint, Drowning Pool, Godsmack, Puddle of Mudd og endda Alice in Chains.

Især Alice in Chains-referencen er interessant at dykke lidt dybere ned i, for der er flere steder på ANR, hvor den rustne vokal minder om Layne Staleys. Dermed ikke sagt, at de to vokaler ligger på samme kvalitative niveau – for det gør de bestemt ikke – men der er nu alligevel et eller andet, der ulmer. Capurros vokal er ikke udpræget stærk, men den besidder en misundelsesværdig rå potenthed, og samtidigt er der et strejf af skrøbelighed gemt bag den hårde, hadske facade.

På sporet af noget

Med ANR leverer Anewrage en fortræffelig tidsrejse med et moderne tvist, og jeg synes virkelig, disse gutter er på vej mod noget spændende og helt unikt. Der er kontinuerlig høj energi, tonsvis af idéer og læssevis af potentiale til at kunne gøre det endnu bedre. På den negative side må jeg dog erkende, at denne skive hverken byder på exceptionel sangskrivning eller større lyriske lækkerier, og derfor ender vi på 7 knotne kranier.