Anacrusis - Hindsight

Hindsight

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Thrash metal
Spilletid:125.08
Antal numre:22

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

“Hindsight" indeholder genindspilningen af Anacrisis’ debut fra 1988 (“Suffering Hour") og opfølgeren fra 1989 (“Reason"). Jeg har intet grundlag for at vurdere om disse nyindspilninger lyder bedre eller har samme vitalitet som de originale, men "Hindsigt" har bestemt en oldschool kvalitet, men lyder bestemt ikke dårligt produceret - sangene på de to albums har i hvert fald ikke lidt synderligt her 20 år efter deres oprindelige udgivelse.

Anacrusis bevæger sig inden for den tekniske thrash (dog naturligvis ikke så teknisk som nutidens standarder grundet sangenes alder) og sange som "Imprisoned" indeholder da også et fint klassisk thrash-refrain og Anacrusis kan også sætte tempoet lidt ned uden at det går ud over energien i sangene (“Butcher’s Block"). Der er flere sange fordelt på de to skiver, hvor sangene ender på 6 minutter eller mere, og det giver rigeligt med plads for Anacrusis til at komme vidt omkring og smide nogle tekniske krumspring ind i sangene – det bliver dog aldrig overkompliceret, men giver sangene den fornødne variation og dybde.

Jeg har ikke helt overgivet mig fuldt ud til Anacrusis, men hører bestemt kvaliteter i bandets musik. Jeg har intet grundlag for at vurdere efterspørgslen efter disse genindspilninger, men må nok indrømme at jeg hellere så, at bandet fokuserede mere på at bidrage med nyt til metalscenen end at finpudse gammelt materiale.

At denne anmelder ikke er fuldt ud overbevist af kvaliteten af "Hindsight" skal bestemt ikke afholde fans af oldschool tech-thrash fra at gøre sig selv den tjeneste i det mindste at tjekke bandet ud, hvis du skulle have overset Anacrusis.