Der er langt fra Avalons sagnomspundne kyster til det dystre soundscape, vi her bliver præsenteret for

Stærk kost
Anaal Nathrakh er et af de bands, jeg ikke kan stave til uden at skulle rådføre mig med coveret. Det er også et af den slags bands, man nok ikke liiiige skal bruge som incitament til at få sine ikke-metal-venner med på vognen. Det britiske sammensurium af ekstreme genrer er nemlig noget, jeg på fancy engelsk vil kalde for en ”acquired taste”. Og hold da op, hvor skal der smages et par gange, før det her album glider ned – og bliver nede.
 

Jeg har brug for en voksen
For nok er det ikke noget nyt, at der bliver krydret med rigelige mængder industrial, en ellers kærkommen bismag. Denne gang er der kylet en nævefuld thunderdome ind i den ellers glimrende ”Hold Your Children Close And Pray For Oblivion”, og det smager mig sgu ikke. Men intronummeret, ”The Nameless Dread”, er ganske interessant i den forstand, det både emmer af rædsel og samtidig slår tonen an for stemningen på resten af pladen. Det vækker associationer til en bombe, der falder mod jorden – deraf den rædselsvækkende følelse. Overgangen fra lyden af død til den musikalske pendant i samme skæring, der umærkeligt glider over i albummets første ”rigtige” nummer, ”Depravity Favours The Bold”, er udført til ug og sætter en høj standard – der desværre kun bliver indfriet halvt. Men hvorfor så den høje karakter?

Fordi det er PTSD-fremkaldende blackened grindcore. Hektisk, stakåndet og næsten febrilsk bliver jeg flået fra det ene hadfyldte nummer til det andet, og især nummeret med den dobbelttydige titel ”In Flagrante Delicto” understreger, det her er soundtracket til et misantropisk sammenbrud. Det er en syret omgang hidsig støj, der ikke følger andre regler end sine egne, og den lejlighedsvise skærebrændervokal kan godt gå mig lidt på nerverne, og det hele bliver til tider lige lovligt technoficeret. Men til gengæld taler aggressiviteten til mig, og som gammel King Diamond-fangirl passer Dave Hunts efterligning af dennes sangstil perfekt ind i kaosset og galskaben, der allerede kan anes på coveret.

Terribilita
Det kræver et par gennemlytninger, eller 12, at forstå denne udgivelse. Mit kendskab til bandet forud for dette album var temmelig begrænset, og flere bekendte med større ekspertise udi emnet har udtrykt en mild misfornøjelse med det seneste udspil. Jeg har derfor fordybet mig i deres bagkatalog for at se, om det er gået frem eller tilbage for dem, og jeg må sige, at The Whole Of The Law er lige så svær at holde af som sine forgængere. Men jeg vil vove at påstå, at det, sammen med 2004-albummet, Domine Non Es Dignus, er et af deres bedste albums til dato. Der er ikke meget, der er overladt til tilfældighederne her. Fra det førnævnte cover, hvis motiv er inspireret af Dantes Inferno, til albummets titel, der leder tankerne hen på den virkelige verdens svar på Saruman, er det her album designet til at give udenforstående trang til at holde deres børn tætte og længes efter glemslen.