Amorphis bliver bedre og bedre

Giganter i giganternes land

Når man er et af de største finske bands, ved man, at man gør noget rigtigt. Amorphis blev dannet i 1990 og udgav en dødsmetal-præget debut to år senere. De har siden da bevæget sig væk fra denne gamle signaturlyd over i noget mere melodisk. På Under The Red Cloud ser bandet lidt tilbage, og det virker fantastisk godt.

Finsk eventyr

Albummet starter ud på en smuk intro, hvor klaveret er i fokus. Guitaren træder derefter frem i en velfungerende overgang, der gør sangen dejlig tung, men samtidig bibeholder introens æstetiske feel hele vejen igennem. En anden ting, der står frem, er vokalen. Der skiftes mellem ren vokal og growl rigtig ofte, men det føles naturligt hele vejen igennem og gør sangen mere spændende at høre på.

Gennem hele albummet oplever man disse æstetiske, men hårdtslående herligheder. Man oplever de smukke ”The Four Wise Ones” og ”Sacrifice”, og de tunge og mere intense ”Bad Blood” og ”The Skull”. De fire sange er nemmest at dele op, og alligevel fletter de ind i hinanden på flere områder. Resten af albummets sange ligger et sted i mellem med smukke og intense passager, konstant skift mellem growl og ren vokal og endda fløjte på numre som ”Death of a King” og ”Tree of Ages”. På ”Death of a King” er der endda medlemmer fra Opeth og Eluveitie inde over.

Albummet slutter af på den atmosfæriske ”White Night”, hvor der er en god balance mellem det rolige vers og mellemstykke og det mere bombastiske omkvæd. Lytteren er efterladt tilfreds og med lyst til mere.

Et af Amorphis bedste albums

Hvor Circle tog lytteren på en rejse gennem episke landskaber og fantastisk sceneri, kaster Under the Red Cloud lytteren rundt i manegen gennem intense slag og overvældende eventyr. Under the Red Cloud er episk og intens med en ekstrem omgang sanseindtryk drysset ovenpå. Om den er bedre end Circle er en smagssag, men uanset hvad får den en brandvarm anbefaling herfra.