En rejse i Nordens mytologier, sagaer og folkeviser

Efter tre dekader og 13 studiealbummer indleder det finske band Amorphis nu 2022 med deres nye album, Halo. Bare ud fra dette kan vi vist blive enige om, at de ikke har ligget på laurbærrene. Og nu tænker du nok: ”Kan de så levere endnu en gang?” Det må stå usagt hen for en stund. Men én ting, der kan siges med sikkerhed er, at albummet byder på en rejse i den nordiske historie- og kulturarv og musiktraditioner, især i det geografiske område Karelen, som kædes sammen med melodisk dødsmetal og folkemetal.

Det episke møde mellem nordisk kulturarv, død- og folkemetal

Pladen starter med ”Northwards”, og instinktivt genkender man deres traditionelle lydbillede. I sangen møder vi et miks af vekslende skønvokal og growl med baggrundskor. En grøft mellem det brutale og smukke forenes.

Amorphis’ lyriske tematik tager udgangspunkt i Nordens kultur- og historiearv, især de finske sagaer og folkeviser, også kendetegnet som Kalevala. ”On Dark Waters” bliver vi hevet ind i et smukt lydbillede, hvor vi præsenteres for transitionen imellem Tomis growl og hans blide skønvokal – dette skaber en variation i nummeret. Deres evne til at komponere musikken mærkes især ved overgangen i vokalskiftet, fordi det udføres med én sådan elegance, at man ikke bemærker overgangen, blot lyden. Dog er det ikke kun vokalens ånd, man mærker i sangen, men også instrumenterne, og henad ved nummerets midte præsenteres vi for endnu et element, som er kendetegnende for folkemetal – en sitarsolo er i sit højsæde, og dette bringer et opløftende pust til nummeret. Nuvel, det er ikke nyt, at de bruger sitar som instrument i deres musik, da det også er en del af deres kendte lyd på forrige album. Set i perspektiv af folkemetallen i deres musik, er det intelligent valg af instrument, da det i sin oprindelse blev brugt på det indiske kontinent i ragaer (indisk traditionel musik).

Deres sidste nummer, ”My Name Is Night”, er deres første og eneste sjæler på pladen. Lyden af den blæsende vind er det første, vi møder, hvor der efterfølgende kommer en blid solo med guitar blandet med et strygerinstrument. Den blide intro rulles i gang af en kvindelig skønvokal, som i omkvædet ledsages af Tomis rene vokal. Jeg kan personligt ikke dy mig for at bide mærke i lyrikken i dette nummer, hvor omkvædet citerer Tomi så smukt:

”My name is night,

My sword has been bent and broken,

My stories burned to cinder,

And my life been sung away,

My name is night,

I will roam these mounds,

I will take care of my own”

Når jeg lytter til sangen, går det hele op i højere enhed. Teksten beretter om livets barske vilkår: konfrontationen med den barske ensomhed og selvstændighed. Det lyriske sammenflettes smukt med strygerinstrumentet cello og trommer sangen igennem. Denne sang fungerer perfekt som en afrunding med det nedtonede flow på albummet.

Den smørende ende

Der er ingen tvivl om, at det lydbillede, Amorphis leverer, kan virke en smule spøjst for nogles vedkommende, da det er en masse genrer, vokaler og instrumenter, som mikses. Men er man et metalhoved og en generel musikentusiast, som værdsætter progressiv metal, dødsmetal, folkemusik, traditionel, egnsbestemt musik og meget mere, så er det smør for ørerne at lytte til dette album. Amorphis er ikke blot tro mod deres valgte musikgenrer. Men de formår også at komponere musikken, således at du kan høre hvert enkelt element, og dog samtidig formår de at levere elegante og ubemærkede genre- og vokalskift. Det er ikke blot det eneste, som er bemærkelsesværdigt ved dette album. De er musikere, som har lavet musik i 30 år og deres naturlige talent og erfaring for intelligent komponering af musik får man endnu én gang øje for, nemlig ved at lytte til dette album.