Kødets antiterapeutisk arving
Da jeg hørte Tony Danza Tapdance Extravaganca`s debut album troede jeg ikke at det var muligt, igen, at få følelsen af at være blevet overfaldet i eget hjem, men med Flesh Is Heir er det sket. Australske The Amenta har en del år på bagen, de har turnet med store navne som Deicide, Vader og Warbringer, og er et, efterhånden, solidt sammenspillet bud på det absolutte kaos på jord. Vanskeligt tilgængeligt ville nok være en underdrivelse af lige stor kaliber som stigningen i ens puls efter 11 omgange med Flesh Is Heir, men det er kun en fornøjelse at bryde med en vægtklasse over en selv, når den på den måde formår at manifestere sig, og det gør den. Den tid det kræver at komme ind under huden på The Amenta betaler sig tilbage når man er der. En paranoid messe af ekstreme riffs og insisterende trommer, kombineret med al sindslidelse i lyrisk form, danner rammerne om en helt speciel lydoplevelse. Om man får det godt af det kan vel være en definitionssag, men er det overhovedet meningen? Det hæsblæsende tempo stopper kun op, i tilfælde som med "Cell", for at tage lytteren fra sine overfladiske mareridt ned i dem der kan mærkes ugen ud. Er det efterstræbeligt at lide? Ja nogen gange er det det underligt nok, og jeg ville personligt utrolig gerne opleve The Amenta live hvis de formår at genskabe stemningen fra scenen. The Amenta har rykket sig fra den mere klassiske, hysteriske side, af døds metallen, til denne morbide skizofrene udefinerbare lyd på Flesh Is Heir, og det er helt klart kun for det gode, men visuelt har de måske rykket sig lige meget nok med. Den fine kombination det kaotiske, depressive og melankolske lydunivers og et mere afdæmpet visuelt udtryk, som man ser i bands som Voices og Ajuna, fungerer på alle måder bedre end det meget overdrevne udtryk hos The Amenta. Enkelte bands som Behemoth og Slipknot for et ekstremt visuelt udtryk til at fungere i en højere enhed, men hos The Amenta blever det bare en tyk streg under noget der i forvejen er så understreget at det ikke tilføjer nogen effekt, ja det skulle da lige være overdrivelse. Den poetiske, selvpinende fordybelse der er i deres lyd bliver forvirret af horrorelementerne, men den del kan selvfølgelig være lige meget når man bare skal høre skiven i sine høretelefoner. Det er svært at skulle fremhæve noget frem for noget andet, da Flesh Is Heir for mig står som en helhed, men det halv industrielle "Cell" står som noget af det bedste for mig.
Hvis man har mod på at udfordre sin øregang, med noget man under ingen omstændigheder bare lige falder over i alle pladerækker hos Fona 2000, så er det her albummet man skal tage sig tid til. Det nok ikke det album jeg vil høre hver anden dag, men det er et total gennemført album jeg helt sikkert vil vende tilbage til i ny og næ når livet bliver for trygt og triveligt.
Trackliste: 01 – Flesh Is Heir 02 – Ego Ergo Sum 03 – Teeth 04 – A Womb Tone 05 – Obliterate`s Prayers 06 – Sewer 07 – The Argument 08 – Cell 09 – Disintegrate 10 – Palimpesest 11 – Tabula Rasa
The Amenta's angstfyldte univers står mejslet i visuel pinsel i videoen til Teeth
Sewer
