Gammel vin på nye flasker?

While the Gods are Sleeping er debutalbummet fra I Am The Night (IATN), en supergruppe fra den finske undergrund, som tæller medlemmer fra blandt andet Insomnium og Omnium Gatherum. Albummet er efter bandets eget udsagn et opgør med moderne metal og en storslået tilbagevenden til den kulsorte ursuppe, nemlig genrens storhedstid i 1990’erne. En salgstale, man immervæk har hørt før – primært fra bands, som man ikke har hørt fra siden. Er det mon finnerne, der skal hive sværdet ud af stenen, eller er det ren saunagus?

Giddy up, horsemen of the apocalypse!

While the Gods are Sleeping er både musikalsk og konceptuelt en hyldest til den klassiske black metal fra start-90’erne. Alle 38 minutters spilletid er dedikeret til den evige kamp mellem mørkets rebelske kræfter og himmerigets undertrykkende ditto, og der er ikke sparet på de musikalske virkemidler fra black metallens gyldne æra. Titelnummeret lægger fra land med en kort, instrumental indgangsbøn, som afsluttes med ordene ”while the gods are sleeping, we burn the angels down”. Så er det ligesom slået fast, at bandet ikke er på julekort med etableret religion. En dyster synth-outro leder os herefter over i albummets første reelle skæring, ”Hear Me O’ Unmaker”, der straks giver et skud dopamin til alle fans af den gamle skole. Det er et nummer, der bygger på en oldgammel opskrift, men som er uhyre veleksekveret: De komplekse lag af tremoloriffs, korsang, blast beats og synthesizers skaber en atmosfære, der kan give forfrysninger i øregangene for selv de mest hærdede fans af genren. Produktionsmæssigt er det tilpas poleret uden at blive sterilt, storslået uden at blive prætentiøst. Frontmand Okko Solanteräs hæse vokal går klart igennem, og både guitarerne og trommerne bidrager med små variationer hist og her, hvilket er med til at holde det interessant.

Et andet højdepunkt er ”Ode to the Nightsky”, hvis titel dårligt kan tolkes som andet end en hyldest til Emperor’s In the Nightside Eclipse, men den melodiøse lyd er umiskendeligt Dissection-inspireret. IATN skal nok prise sig lykkelige for, at Jon Nödtveidt ikke kan anlægge ophavsretssag fra graven, for nummeret lyder som noget fra en extended edition af Storm of the Light’s Bane. Det skal der dog ikke lyde nogen kritik af herfra.

Fra albummets sidste halvdel er det værd at fremhæve ”The Owl”, der udmærker sig ved både at være det mest fornøjelige (det riff!) såvel som melankolske element på pladen, og som vel nok er det bedste eksempel på, hvor naturligt og ubesværet finnerne formår at kombinere knusende tyngde med iskold atmosfære. Pladens øvrige numre er en smule mere undervældende, men stadig et lyt værd. ”I Am the Night” har et sjovt Satyricon-riff, men er ellers bare mere tilbedelse af Mørkets Fyrste og indvarsling af apokalypsens komme. ”Holocaust of the Angels” har potentiale til at være albummets episke, instrumentale finale, som desværre vingeskydes af den alt for korte spilletid. Et uforløst punktum på en ellers yderst potent plade.

Gammel kærlighed ruster aldrig

Indrømmet, jeg er en simpel mand. Smid en retro-black metal-skive på mit bord, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg ikke hader den. Ja, vi har hørt det hele før, og nej, det bliver aldrig helt ligesom i de gode gamle dage. Men ved Baphomet, Asmodeus, Mammon og Helvedes øvrige prinsegemaler – der er stadig få ting i denne eksistens, der kan få hjertet til at svulme i min brystkasse og hårene til at rejse sig i nakken, som et ubønhørligt bombardement af Korg-synthesizer, tremolopicks og blast beats. While the Gods are Sleeping er det black metal-album, som Dark Funeral ikke evnede at udgive tidligere på året, og hvad det mangler i nyhedsværdi, gør det så rigeligt op for i eksekvering og rå kvalitet.