Meningen med gentagelsen
Siden oldtiden har mennesket brugt gentagelsen som vej til ekstase. Sufi-mystikkens dansende dervisher, shamanistiske trommeritualer buddhismens mantraer er alle eksempler på indgange til en løsrivelse af bevidstheden fra kroppen med det mål, at bevidstheden derefter sammensmeltes med naturen/Gud/universet til en ophøjet form.
Fremme ved nutiden kan der argumenteres for, at noget lignende kan være på spil, når man lytter til black metal og befinder sig midt i blast beat-stormens rolige øje med de atmosfæriske og repetitive guitarriffs sværmende omkring sig.
Og lige præcis denne kobling er, hvad den spanske multiinstrumentalist Heolstor (Mystagos) med udpræget held forsøger med projektet At the Altar of the Horned God. Through Doors of Moonlight er således en sammensmeltning af hedengangne religioners tranceinducerende traditioner og atmosfærisk black metal.
En rejse i tiden
Heolstor vil have lytteren med på en rejse tilbage i tiden, vil genskabe atmosfæren fra oldtidens mystiske religioner og vil give lytteren muligheden for at udforske forbindelserne imellem sig selv og naturens mørke sider.
Pladens tematiske omdrejningspunkt er, som bandnavnet afslører, arketypen bag guddomme som Pan, Bacchus og Cernunnos. Og alle skæringer kan forstås som bønner til eller besværgelser af disse hornede væsner.
“A Ka Dua” – en oldgammel hymne til de egyptiske guder – åbner med messende kvindesang og repetitiv percussion, understøttet af afdæmpede black metal-guitarer.
“Before the Flames of Undefiled Knowledge” indledes med en skrattende bøn, næsten industrielle trommer og højstemt sang, der med lidt god vilje leder tankerne i retning af Rotting Christ. Og atter gemmer black metal-guitarerne sig i baggrunden.
Første nummer, hvor de kommer til deres fulde ret, er “Prayer I”, der stryger afsted over sneklædte sletter og en delay-forvrænget vokal, inden et skifte til mere klassiske black metal-tonelejer.
“Prayer II (Oh Glorious Pan)” fremviser – på trods af den konstante gentagelse af navnet på en hvis fløjtespillende forfører – også en fin dynamik, hvilket gør det til pladens måske stærkeste nummer.
“Malediction” betager med, hvad der minder om munkesang, stemningsfuld akustisk guitar og drømmeagtige synthpassager, mens “Perdition of the Oneness” og “A Circle of Swaying Leaves” i højere grad lader guitarerne dominere – uden at pladens meditative stemning bliver ødelagt.
Ind i et lydunivers
Through Doors of Moonlight er helt sikkert ikke en plade for black metal-purister, og mange At the Altar of the Horned God-patches kommer der heller ikke til at ryge over disken. Metaldelen er ganske enkelt ikke særlig dominerende, og mange vil givet finde musikken decideret kedelig. Er man dog ikke bange for udfordringer – eller holder man af et band som tyske The Ruins of Beverast, der på 2017-skiven Exuvia bevægede sig i lignende farvande, omend noget mere kraftfuldt – så er Through Doors of Moonlight slet ikke nogen tosset rejse ind i et lydunivers, man ikke så ofte støder på.
