Vroom vroom!

På deres to forrige album Tsar og Kingslayer havde Almanac et fokus på enten verdenshistorie eller fantasy-fortællinger. På deres tredje album virker det til, at bagmanden Viktor Smolskis hobby som rallykører har taget det lyriske fokus. Powermetal er en genre, hvor det vrimler med klichéer om drager, helte, riddere og store slag – så måske er ideen om muskelbiler, brændt gummi og skinnende krom en god en af slagsen. Det er i hvert fald ikke set før – så vidt jeg ved. Men bidrager Almanac til powerscenen med andet end lyrik omhandlende biler, der kører ind i hinanden? Er det at have en idé, som ingen andre har, nødvendigvis godt?

Power djent? Nej tak!

Man er ikke i tvivl om, hvorvidt Almanac er tyskere eller ej. Deres lyd er utrolig tæt på andre store powerbands som fx Helloween eller Gamma Ray, dvs. hurtig, kæk og med masser af store armbevægelser samt rødder, der kan spores tilbage til gamle engelske bands som Saxon, Iron Maiden og Judas Priest. Hvilket jo på papiret lyder som den perfekte opskrift til en god fest… Men så kommer man til det punkt, hvor man er nødt til at kigge op fra papiret og se, hvad hulen man har fået stablet på benene – og det er altså ikke kønt! Lad os starte med vokalen, som leveres af Frank Beck. Det er måske en overdrivelse at sige, han ikke kan synge, så lad os i stedet blive enige om, at han ikke kan synge specielt godt. Han lyder faktisk bare som en småfuld Kai Hansen-imitator, og hans euro-engelsk gør det ikke just bedre! Næste problem er guitaren, som bliver leveret af Viktor Smolski, der tidligere er kendt fra bandet Rage. Leadguitaren og soloerne er faktisk helt fine og klassisk tysk power, men rytmeguitaren er helt skidt. Det lyder vitterligt, som om den er stemt i en helt anden og dybere tone end resten af musikken, hvilket giver rytmesektionen en sært progget – ja, næsten ”djentet” lyd. Kombineret med resten af musikken, som er ret lys og skarp, skaber det en så grinagtig kakofoni, at bandet fremstår dybt uprofessionelle eller tonedøve. Det lyder strengt taget, som om man har mixet demoerne fra et powerband og fra et prog-band uden rigtigt at tænke over, om det nu også var en god ide. Dette er en kombination, der kun fungerer meget sporadisk som fx på nummeret ”Blink of an Eye”, der er albummets bedste nummer – hvilket er dybt tragisk, da det nummer ikke er fantastisk, men ”blandt de blinde er den enøjede konge”.

Det glade vanvid

Få ting kan gøre mig så træt som en middelmådig powermetaludgivelse. For tro det eller ej, så kan jeg faktisk rigtig godt lide powermetal, det skal bare være ordentligt! Og jeg skal da lige love for, at der er langt – ufatteligt langt endda – mellem snapsene. For jeg tror faktisk Rush of Death er den ringeste powerudgivelse, jeg har hørt, siden Legends, som Majesty udgav tilbage i juli 2019. Der er enkelte gode momenter, men de varer sjældent længe, før ét eller andet ødelægger dem. Det kan være en guitar, der ikke matcher en vokal. En solo der clasher med en rytme. Noget spoken-word der lyder som en fuld fodboldkommentator eller flamencoguitar! Jeg har svært ved at beskrive, hvor ringe samt forvirrende en udgivelse Rush of Death er, så derfor – trods den lave karakter – vil jeg næsten anbefale, at folk hører den blot for at opleve vanviddet!