Allegaeon - Elements Of The Infinite

Elements Of The Infinite

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:58.01
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Allegaeon gør det igen! Elements Of The Infinite er endnu et mesterværk fra de amerikanske perfektionister. Tjek det ud!

Amerikanske Allegaeon har været på banen siden 2008 og gør et sublimt stykke arbejde inden for teknisk melodisk death metal. Der er ingen slinger i valsen når de fem gutter åbner op for godteposen med teknisk døds-lir, og der vil helt sikkert altid være høje forventninger til de udgivelser, der kommer fra dén front, efter at de i 2010 fik vist hvor skabet skulle stå, med deres debutalbum, Fragments of Form and Function. Efterfølgende kom det fantastiske album,Formshifter i 2012, og senest albummet Elements Of The Infinite, der røg på hylderne i juni måned.

Gennemgang

Elements Of The Infinite udkom den 24. juni via Metal Blade Records og er produceret i samarbejde med Dave Otero, der har gjort et fantastisk stykke arbejde – der er absolut intet at sætte en finger på, og produktionen er super skarp. Albummet byder på 10 numre, der strækker sig over i alt 58 minutter. På albummet giver Allegaeon endnu engang gas med dét, som de mestrer til ud i fingerspidserne: Melodisk dødsmetal med et overflod af tekniske finesser, leveret på ekstremt perfektionistisk vis. Det er med at spidse ører, hvis man vil fange alle finurlighederne – For de to guitarister, Greg Burgess og nyeste medlem, Michael Stancel, kører med hver deres overlegne og spændende udskejelser – og det må siges, at Stancel passer perfekt ind, for det kræver helt sikkert en vis karakter, at tage plads i et band af Allegaeon's format. Bandets nye trommeslager, Brandon Park, har også fundet sig tilrette – og han mestrer i dén grad trommerne, der er avancerede og knivskarpe. Bassist, Corey Archuleta, følger trop med sine markante basgange og Ezra Haynes leverer en lækker, fyldig growl. Som krydder på toppen får vi - bl.a. på intronummeret, "Threshold of Perception" - symfoniske elementer og kor, som ligger i baggrunden og giver et fedt løft.
Allegaeon har, på nummeret "Genocide for Praise – Vals for the Vitruvian Man", desuden fundet plads til akustisk guitarspil, og resultatet er et perfekt sammensat nummer, hvor det klassiske guitarspil falder helt naturligt ind, side om side med de symfoniske toner, der er i perfekt harmoni. Guitarist Greg Burgess står for at komponere numrene på albummet, og han har gjort det rigtig godt – der er helt klart sket en udvikling siden Formshifter på den front, og dét at få de forskellige elementer til at harmonere, er virkelig lykkedes til UG.

Allegaeon giver på Elements Of The Infinite 10 spot on fantastiske numre, der både rummer melodi og harmoni, men også ekstremt og perfektionistisk teknisk metal, uden at det kammer over. At fremhæve et nummer eller to, er stort set umuligt, men "Threshold of Perception", "Through Ages of Ice" og "Genocide for Praise…" er nok de tre numre med de mest interessante input i form af de klassiske elementer. Desuden kan jeg anbefale at skrue op, når "Our Cosmic Casket" skal tjekkes ud nedenfor – "Biomech II" og "1.618" er også anbefalelsesværdige, ligesom de resterende numre fra albummet… Det er intet mindre end en fryd for øret at lytte til Allegaeon, der ikke kun består af ekstremt dygtige musikere – men ekstremt dygtige musikere, der går 100 % perfekt i spænd, og hvor resultatet lyder som "en leg", selvom det må være alt andet end bare sjov og ballade at levere dét, som Allegaeon disker op med her.

Konklusion

Allegaeon har med Elements Of The Infinite leveret et både melodisk og hårdtslående, perfektionistisk sammenskruet album, der ikke kan andet end at vække begejstring! Selvom du ikke nødvendigvis er til teknisk metal, bør du give Allegaeon en chance – Det er teknisk avanceret på en "lyttervenlig" måde, uden at det på nogen måde kan anses som en svaghed, men nærmere bør anses som en styrke, at kunne levere utroligt raffineret og velkomponeret melodisk dødsmetal med kant. Kort sagt: Fem ufatteligt dygtige musikere, der leverer melo-død af en kaliber, der er en anelse ud over det sædvanlige…

Her får du nummeret Our Cosmic Casket:

Tracklist

  1. Threshold of Perception
  2. Tyrants of the Terrestial Exodus
  3. Dyson Sphere
  4. The Phylogenesis Stretch
  5. 1.618
  6. Gravimetric Time Dilation
  7. Our Cosmic Casket
  8. Biomech II
  9. Through Afes of Ice – Otzi´s Curse
  10. Genocide for Praise – Vals for the Vitruvian Man